Fortsæt til indhold
Europa

Første målinger: Femstjernebevægelsen står til at blive Italiens største parti

Ingen alliance står til at få et klart flertal, ifølge de første målinger.

/ritzau/

Ingen ser ud til at have fået et klart flertal ved søndagens parlamentsvalg i Italien, hvor valgstederne lukkede klokken 23.

Det viser målinger foretaget ved valgstederne.

Står disse målinger til troende, har de italienske vælgere i stort tal stemt på en protestbevægelse og på højrepartier.

Italiens indenrigsministerium oplyser samtidig ifølge nyhedsbureauet AP, at valgdeltagelsen ved søndagens valg lå på 71,48 procent.

Det er en nedgang i forhold til de 75 procent, der stemte ved det seneste valg.

Tidligere premierminister Silvio Berlusconis parti, Forza Italia, ser ud til at løbe med flest stemmer sammen med sine alliancepartnere.

Det er de indvandringskritiske partier Lega Nord og Fratelli d'Italia (Italiens Brødre) samt det mere liberale centrum-højre-parti Noi con l'Italia (Os med Italien).

Berlusconis blok står til at få mellem 33 og 36 procent af stemmerne, viser valgstedsmålinger fra Rai TV.

Valgstedsmålingerne tyder imidlertid på, at de fire partier tilsammen ikke vil få det nødvendige antal stemmer til at kunne danne regering. Det kræver mindst 40 procent af stemmerne, har iagttagere sagt forud for valget.

Det klart største parti ser ud til at blive Femstjernebevægelsen. Ifølge en måling får partiet mellem 24,5 og 27,5 procent af stemmerne, rapporterer Rai TV.

Hvis valgstedsmålingerne holder, vil Femstjernebevægelsen "være en grundpille i en ny regering", siger en talsmand for partiet sent søndag aften.

Partito Democratico, som er det regerende socialdemokratiske parti, bliver ifølge valgstedsmålingerne tredjestørst.

Mere sikre prognoser vil komme i løbet af natten til mandag, og det endelige valgresultat ventes klar mandag morgen.