Fortsæt til indhold
Europa

Overblik: Tyskland har ventet på en ny regering i 136 dage

Merkels CDU er sammen med søsterpartiet CSU og socialdemokratiske SPD blevet enige om en koalitionsaftale.

/ritzau/

136 dage.

Så længe har tyskerne indtil videre ventet på at få en ny regering oven på valget til Forbundsdagen i september sidste år.

Onsdag tog forbundskansler Angela Merkel, hendes konservative parti, CDU, og forhandlingsparterne fra søsterpartiet CSU og socialdemokraterne i SPD dog et stort skridt i retning mod at danne en koalition.

Parterne er nemlig kommet i hus med en aftale.

Den skal dog godkendes af samtlige medlemmer af SPD, inden parterne kan præsentere en ny regering.

Her er et rids af forløbet siden valget:

24. september 2017:

  • Tyskerne går til valg. Merkels CDU og søsterpartiet går tilbage. Det samme gør hendes koalitionspartner, SPD, der kort efter valgresultatet oplyser, at partiet træder ud af regeringen og i stedet vil gå i opposition.
  • Dermed skal kansleren på jagt efter et nyt flertal. I første omgang peger kommentatorer og flere partier på en såkaldt Jamaica-koalition som den mest oplagte.
  • Jamaica-koalitionen har navn efter partifarverne for de konservative CDU/CSU, det liberale FDP og miljøpartiet De Grønne, som matcher farverne i Jamaicas flag.

7. oktober 2017:

  • Angela Merkel oplyser, at hun på vegne af CDU/CSU vil indlede drøftelser med FDP og De Grønne om et regeringssamarbejde.

18. oktober 2017:

  • CDU/CSU mødes for første gang med repræsentanter for FDP og De Grønne.

20. november 2017:

  • FDP forlader forhandlingerne om en Jamaica-koalition. Merkel afviser at danne mindretalsregering. SPD opfordrer til nyvalg.

27. november 2017:

  • CDU's ledelse enes om at forsøge at danne regering med SPD.

30. november 2017:

  • Angela Merkel og SPD-leder Martin Schulz mødes i et forsøg på at enes om en regeringsdannelse.

Primo december 2017:

  • Schulz får opbakning fra først partiledelsen og siden en samlet partikongres til at indlede regeringsforhandlinger med Merkel.

12. januar 2018:

  • Fem lange dage med forhandlinger mellem CDU/CSU og SPD resulterer i et 28 sider langt dokument, der indeholder skitsen til et regeringssamarbejde.

21. januar 2018:

  • På en ekstraordinær SPD-partikongres får Martin Schulz grønt lys af de delegerede til at forhandle videre med Merkel.

7. februar 2018:

  • Efter maratonforhandlinger lykkes det CDU, CSU og SPD at blive enige om en koalitionsaftale.
  • Den skal dog godkendes af samtlige SPD's knap 465.000 medlemmer. Det skal ske via en urafstemning.

3. marts 2018:

  • Koalitionsparterne ventes at præsentere resultatet af afstemningen i SPD.

Kilder: Bild, Reuters og dpa.