Fortsæt til indhold
Europa

Briterne får endnu et kongeligt bryllup i 2018

Kort efter at pirns Harry har annonceret sit bryllup, følger hans kusine trop.

For få uger siden afslørede prins Harry, at han og hans forlovede Meghan Markle, skal giftes i maj. Og nu lyder det, at kirkeklokkerne også vil ringe for hans kusine, prinsesse Eugenie, senere på året.

Det britiske hof oplyser således, at den 27-årige prinsesse skal giftes med Jack Brooksbank til efteråret.

Prinsesse Eugenie er den yngste datter af hertuginden af York, Sarah Ferguson, og prins Andrew, som er lillebror til prins Charles.

Parret, som ifølge hoffet blev forlovet i Nicaragua tidligere på måneden, har kendt hinanden i seks år. Den 31-årige Jack Brooksbank lever ifølge britiske medier af at arrangere fester og er brandmanager for mærket Casamigos Tequila.

Parret skal giftes i Georges Kapel i Windsor.

Den kommende bruds mor udtrykker sin glæde over nyheden på Twitter, hvor hun har postet flere billeder af parret.

»De flyder med latter og kærlighed ... selv om en båd hjælper!,« lyder det til et billede af de to på en båd.