Hjerteblod og en indtrængende opfordring

BERLIN — Det var en gyser af de sjældne, da godt 600 tyske socialdemokrater søndag stemte for forhandlinger om en regering med forbundskansler Angela Merkels borgerlige CDU og det bayerske søsterparti CSU.

362 delegerede – eller 56,4 pct. – på SPD’s ekstraordinære kongres i Bonn vendte tommelfingeren opad, og 279 var imod. Men resultatet var så snært, at man ikke, som sædvanligt, kunne nøjes med at kaste et blik ud over salen for at vurdere, om forslaget var vedtaget. Der blev sendt stemmetællere ned gennem rækkerne for at foretage en nøjagtig måling.

Spændingen kunne aflæses i ansigterne hos især partiledelsen med formand Martin Schulz i spidsen. Da afgørelsen forelå, var Schulz og gruppeformanden i parlamentet, Andrea Nahles, som ellers ikke er bedste venner, ved at falde hinanden om halsen. De havde begge, Schulz noget tørt og Nahles med lidenskab, forsvaret et regeringssamarbejde med CDU og CSU, hvis ellers det kan ske med et solidt, socialdemokratisk fingeraftryk.

Forinden var gået timers heftig debat. Navnlig ungdomsafdelingen, anført af formand Kevin Kühnert, havde talt for at stemme nej og fik højlydt bifald. Klapsalverne til Schulz var mere beskedne. Der var således usikkerhed om udfaldet, om end partiet plejer at følge sin ledelse.

Schulz og Nahles begrundede deres opbakning til koalitionssamtaler med tre argumenter. For det første, sagde de, er det næsten altid bedre at være i en regering end at stå udenfor. For det andet havde man i sonderingsmøder med de borgerlige opnået gode resultater. Og for det tredje, hævdede de, ville et flertal af socialdemokratiske vælgere være uforstående, hvis partiet trak sig tilbage fra indflydelse på ministerbænkene.

Modstanderne, med Kühnert i spidsen, mente, at de forgangne fire års samarbejde med de borgerlige ikke havde ført til en udpræget socialdemokratisk politik. Sonderingssamtalerne havde heller ikke udmøntet sig i store indrømmelser fra CDU og CSU, lod de forstå. Det gjaldt bl.a. et krav om en ensartet sygesikring i stedet for det nuværende system, hvor mere velstående har adgang til en mere luksuøs sundhedsbetjening end andre. Endelig var modstanderne bekymrede for, at socialdemokraternes profil ville blive endnu mere udvisket, end det har været tilfældet siden 2005, hvor SPD har medvirket i to ud af tre koalitionsregeringer under Merkel.

For Schulz har det været en kamp op ad bakke, ikke mindst fordi han umiddelbart efter valget i september forkyndte, at SPD ville gå i opposition. Derfor var det vanskeligt for ham at tale for det modsatte, da forsøg på at danne en regering med CDU, CSU, det liberale FDP og De Grønne slog fejl.

Det hjalp heller ikke, at Schulz nok har stor politisk erfaring, men ikke har vist sig om en gudsbenådet taler. Det kunne aflæses i meningsmålingerne. Ved valget fik SPD 20,5 pct. af stemmerne mod 25,7 pct. forrige gang. Ifølge opinionsundersøgelser er man nu nede på 18,5 pct. Også CDU og CSU er gået tilbage, men ligger på et højere niveau – 32,6 pct ved valget i 2017 og 31,5 pct. ved en nylig måling.

Mærkesagerne

Når partiledelsen alligevel vandt afstemningen – mere tydelig, end mange i toppen havde frygtet – kan det skyldes Nahles’ tale, der bød på det, som Schulz ikke kunne levere: hjerteblod og skarpe replikker til ungdomsafdelingen, hvor hun engang har været formand. Det blev også gjort klart, at ledelsen ikke synes, at man har gjort det helt dårligt i regeringen de sidste fire år. Mindsteløn, kvindekvote og bedre pensionsforhold til slidte lavtlønnede er nogle af de socialdemokratiske mærkesager, som man har fået igennem.

Nu kan forhandlingerne med de borgerlige begynde. SPD vil nok optræde mere aggressivt end under sonderingerne og bl.a. fordre, at en sygesikringsreform tages op igen. Hvis alt går efter planen, har Tyskland en rigtig regering til påske.