Fortsæt til indhold
Europa

L’Oreal Paris bruger hijab-model i stor kampagne

Man kan ikke se håret, men det er ikke vigtigt, lyder det.

Kvinder iført hijab er ikke hverdagskost i reklamebranchen. Specielt ikke i en reklame for hårprodukter, men det er ikke desto mindre tilfældet i L’Oreal Paris’ seneste kampagne.

Her poserer den britiske skønhedsblogger, Amena Khan, iført et lyserødt tørklæde.

Ifølge The Huffington Post er det første gang nogensinde, at en kvinde – iført hijab – fungerer som hårmodel i en mainstream hårreklame.

I reklamen – som kan ses nedenfor - fortæller Khan, at »det er lige meget, om man viser håret. Det påvirker ikke, hvor meget det betyder for dig.«

Hun medvirker som én af mange forskellige kvinder. Til den britiske udgave af Vogue, siger hun:

»De sætter bogstaveligt talt en kvinde med tørklæde, hvis hår du ikke kan se, i en hårreklame, fordi det, de (L'Oreal Paris, red.) i virkeligheden tillægger værdi, er vores stemmer.«

Udover at være L’Oreal ambassadør er Khan også medstifter af Ardere Cosmetics, som designer tørklæder.

Overfor Vogue fortæller hun, at hun har modtaget mange positive tilkendegivelser på de sociale medier, som roser hendes medvirken i hårreklamen.

L’Oreal følger dermed trop med andre store mærker, som f.eks Nike, der også har brugt kvinder med tørklæder i deres markedsføring.