Europa

Tjekkiets præsident går videre til afgørende valgrunde

Præsident Milos Zeman deler vandene i Tjekkiet, hvor han har siddet på posten siden 2013.

Foto: David W. Cerny

Med omkring fire ud af ti af vælgernes krydser går Tjekkiets siddende præsident, Milos Zeman, videre til anden og afgørende runde af weekendens præsidentvalg.

Det står klart, efter at over 99 procent af stemmerne er talt op.

73-årige Zeman, der har siddet på posten siden 2013, skal op imod den liberale kandidat Jiri Drahos, som har sikret sig omkring hver fjerde stemme i første runde.

Polariserende præsident er favorit ved valg i splittet Tjekkiet

Zeman er en politiker, der deler vandene.

Siden han blev indsat på posten i 2013, er landet blevet "opdelt som aldrig før" omkring både Zeman og hans politiske projekt, skriver BBC.

Han er modstander af EU's sanktioner mod Rusland, fortaler for et tættere forhold til kineserne og tilhænger af en meget stram indvandringspolitik.

Samtidig har Zeman sagt, at han støtter en afstemning om Tjekkiets fortsatte medlemskab af EU, som han de seneste år i stigende grad har kritiseret.

Drahos er videnskabsmand og har i modsætning til sin modstander ikke en lang karriere som politiker bag sig.

Han har ført valgkamp på at gøre op med Zemans mere venlige tone over for russerne og rykke tættere sammen med EU og Nato.

Oven på lørdagens optælling opfordrer han vælgerne, hvoraf godt 61 procent mødte op over weekenden, til at stemme.

- Finalen venter os stadig, og det er det, der betyder noget, siger han ifølge nyhedsbureauet AP.

- Det ser lovende ud.

Præsidenten i Tjekkiet vælger premierministeren og udnævner medlemmer af bestyrelsen i landets centralbank.

Derudover vælger han dommere til den tjekkiske forfatningsdomstol, som overhuset i parlamentet efterfølgende stemmer om.

Rollen som præsident er med andre ord primært ceremoniel.

Men vedkommende har altså en vigtig rolle, når der skal dannes regering.

Busulykke i Prag: Tre døde og 48 sårede

Derfor får resultatet af anden valgrunde, som finder sted 26. og 27. januar, stor betydning.

For siden parlamentsvalget i oktober sidste år har rigmanden Andrej Babis, der er blevet kaldt for den tjekkiske Donald Trump, og det indvandringskritiske parti ANO haft problemer med at danne en regering.

Og her har han brug for Zeman.

Tirsdag ventes Babis nemlig at lide et nederlag, når parlamentet skal stemme om hans bud på en mindretalsregering.

Men genvinder Zeman præsidentposten, har han lovet Babis endnu en chance til at danne en regering.

Det har Jiri Drahos allerede afvist, at han vil gøre, fordi Babis bliver efterforsket for fusk med EU-midler, da han var forretningsmand.

Og meget kan stadig ske frem til anden valgrunde.

For mens præsident Zeman har fået flere stemmer end Drahos, vil vælgere, som stemte på andre kandidater, formentlig samle sig bag den liberale udfordrer. Det vurderer den selvstændige analytiker Jiri Pehe.

- Zeman vil stå med et stort problem i anden runde, siger han til nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Gaming-bærbare: Når kun det vildeste er vildt nok
Hvor vildt bliver det, hvis du beder om den bedste gamingbærbare, du kan få? Ganske voldsomt, afslører denne test, hvor vi fokuserer på populære, kompromisløse monster-maskiner. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her