Fortsæt til indhold
Europa

Macron: Baguetten bør have Unesco-status

Den franske præsident, Emmanuel Macron, mener, at det aflange brød skal være verdensarv.

Vand, mel, gær og salt.

Det er ingredienserne i den franske baguette, som på trods af - eller måske netop på grund af - sin enkelthed bør optages på Unescos liste over verdensarv.

Det mener en lang række franske bagere, som nu bliver bakket op af præsidenten Emmanuel Macron, skriver AFP.

Ved et møde med en gruppe mesterbagere i præsidentpaladsen, lød det fra Macron:

»Baguetten møder misundelse verden over. Vi må bevare dens enestående karakter og vores ekspertise, og derfor bør den komme på verdensarvslisten.«

»Baguetten er en del af hverdagslivet i Frankrig, og brødet har en særlig historie,« fortsatte Macron.

»Det er en morgen-, eftermiddags- og aftentradition for franskmændene.«

I december blev det napolitanske pizzahåndværk pizzaiuolo optaget på Unescos verdensarvliste, vel at mærke den særlige liste over ikke-håndgribelig kulturarv.

Pizzaiuolo er måden, hvorpå man med hænder og fingre får pizzadejen til at flyve rundt i luften, så den til sidst får sin runde form.