Frankrig gør 11 børnevacciner obligatoriske
Fra 1. januar 2018 skal alle franske børn modtage 11 vacciner over to år.
Frankrig udvider antallet af obligatoriske børnevacciner. Således skal alle børn i Frankrig, der er født efter den 1. januar 2018, modtage 11 vacciner i stedet for de tidligere tre. Det oplyser franske sundhedsmyndigheder.
Vacciner imod difteri, stivkrampe og polio har altid været obligatoriske i Frankrig. Vacciner imod bl.a. kighoste, hepatitis B, mæslinger, fåresyge og røde hunde, har derimod været valgfrit.
Den franske sundhedsminister, Agnes Buzyn, oplyser i en erklæring, at de 11 vacciner betyder, at børn skal modtage ti injektioner fordelt over en toårig periode. I Frankrig modtager 70 pct. af alle børn i dag allerede alle 11, men det tal skal op.
Til CNN forklarer Isabelle Jourdan, der er talsperson for det franske sundhedsministerium, at vaccineringsprocenten blandt franske børn ikke er høj nok til at dække Verdenssundhedsorganisationen, WHO’s, anbefalinger, der ligger på 95 pct.
»Hvis forældre nægter at give deres børn de obligatoriske vacciner, bliver konsekvensen, at børnene vil blive nægtet adgang til skoler, børnehaver og osv.,« siger hun endvidere til den amerikanske tv-kanal.
Europa oplever i disse år, at der er kommet flere, som bliver diagnosticeret med mæslinger, fordi man generelt vaccinerer mindre. Fra starten af januar 2016 til slutningen af juni blev 14.000 ramt af mæslinger, hvoraf 34 er døde.
I Danmark er det forsat valgfrit, om forældre vil vaccinere deres børn.h