*

Europa

Britisk minister har skabt vrede med »uacceptable« og »nedsættende« bemærkninger om handicappede

Philip Hammond har kædet handicappede sammen med faldende produktivitet i Storbritannien.

Philip Hammond, finansminister i Storbritannien, har vakt opsigt med sin forklaring på den faldende produktivitet i landet. Foto: Jonathan Brady/AP

Det begyndte ganske stilfærdigt, da den britiske finansminister, Philip Hammond, onsdag blev spurgt ind til landets faldende produktivitet under en samling i landets parlament.

Hammond nævnte den høje ungdomsarbejdsløshed som en af de største årsager til, at produktiviteten er faldet med 0,1 procent per time mellem marts og juni 2017 på trods af, at det britiske folk arbejder flere timer.

Men så kom den forklaring, der siden har skabt vrede og fået flere til at kræve en undskyldning fra Philip Hammond.

For problemet er ifølge den konservative finansminister opstået, fordi flere »marginaliserede grupper er blevet en del af arbejdsstyrken, heriblandt handicappede - hvilket vi skal være yderst stolte af - men som kan have haft en indflydelse på den samlede produktivitet«.

Det fik hurtigt lederen af handicaporganisationen Scope, Anna Bird, til at opfordre Philip Hammond til at »trække sine udtalelser tilbage øjeblikkeligt og udsende en uforbeholden undskyldning«.

»Disse udtalelser er fuldstændig uacceptable og nedsættende. De underminerer regeringens målsætning om at få flere handicappede personer i arbejde,« siger hun ifølge The Guardian.

Også flere politikere, heriblandt Labours Marscha de Cordova, har fordømt ministerens udtalelse.

»Som handicappet er jeg chokeret og rystet over, at Philip Hammond forsøger at give mig og andre handicappede skylden for de konservatives økonomiske fisko. Han bør undskylde øjeblikkeligt«.

Philip Hammond har endnu ikke reageret på kritikken.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her