Fortsæt til indhold
Europa

Fakta: Bosniens slagter har fået sin dom

Tidligere hærchef Ratko Mladic skal tilbringe resten af livet i fængsel.

/ritzau/

Ratko Mladic skal i fængsel på livstid for forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab.

Her kan du læse mere om den 74-årige tidligere hærchef:

* Ratko Mladic (født 12. marts 1943) var chef for hærstyrkerne i Republika Srpska, den serbiske del af Bosnien-Hercegovina, under krigen fra 1992 til 1995.

* Mladic var to år gammel, da hans far blev dræbt af kroatiske fascister. Mladic tog en militær uddannelse og blev i 1970'erne officer i hæren i det daværende Jugoslavien.

* I 1991 sendte den daværende jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic, Mladic til Kroatien for at slå ned på selvstændighedsbevægelsen der.

* I 1992 blev han sendt til Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina. Han var øverstbefalende under belejringen, hvor hæren beskød civilbefolkningen i byen. Mindst 10.000 døde under belejringen af Sarajevo.

* Mladic blev siden indkaldt af de bosniske serberes politiske leder, Radovan Karadzic, til at lede kampen for et serbisk Bosnien.

* Sammen med Karadzic blev Mladic et symbol på serbernes udrensning af bosniske muslimer. Mladic fik tilnavnet "Bosniens slagter" på grund af sin rolle under udrensningerne.

* Karadzic blev sidste år idømt 40 års fængsel for sin rolle i blandt andet massakren i Srebrenica, hvor omkring 8000 muslimske mænd og drenge blev dræbt.

* Mladic blev pågrebet i Serbien i maj 2011 efter 16 år på flugt. Retssagen mod ham blev indledt i 2012 ved krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY) i Haag.

Kilder: BBC, AFP.