Taiwan: Danmark bør rette landkort
Embedsmænd fra Taiwan har klaget over oplysninger på udenrigsministeriets hjemmeside.
Los Angeles
Republikken Taiwan, som har en uafklaret folkeretlig status, er utilfreds med, hvordan øen øst for Kina bliver præsenteret på det danske udenrigsministeriums hjemmeside.
Det er især siderne om ”Danmark i Kina”, der generer Taiwan.
Selvom Danmark har meldt ud, at man formelt kun anerkender Kina og ikke Taiwan, har embedsmænd nu klaget over en række formuleringer og over, at Taiwan på et landkort fremvises som en del af Kina.
”Vores repræsentationskontor i Danmark har bragt emnet op med den danske regering,” siger Anna Kao, en talsmand for Taiwans udenrigsministerium, i onsdagsudgaven af den kinesisksprogede avis Liberty Times.
Vil presse på med flere henvendelser
Man er blandt andet utilfreds med formuleringer om, at man på disse sider kan ”finde kontaktinformationer og læse mere om den danske ambassades aktiviteter og repræsentationer i Shanghai, Chongqing, Guangzhou og Taipei (Taiwans hovedstad, red.),” og at Taipei på landkortet fremstår som en by i det kommunistiske Kina.
Klagen har ifølge Anna Kao udløst et dansk svar om, at ”sagen kræver en intern drøftelse”, før man kan tage stilling til henvendelsen.
Hun siger, at Taiwan vil fortsætte med at presse på med flere henvendelser, indtil der bliver foretaget en korrektion.
Selvstændig republik eller kinesisk provins
Der er dog ikke meget, der tyder på et dansk kursskifte i den prekære sag.
Taiwan med godt 23 mio. indbyggere fungerer i praksis som en selvstændig republik med politisk, kulturelt og økonomisk samarbejde med en lang række lande.
Men øen øst for Kina har stadig en uafklaret folkeretlig status, og Kina betragter fortsat Taiwan som en kinesisk provins.
Ét-Kinapolitik
For at understrege dette synspunkt truer Kina eksempelvis med at afbryde samarbejde med lande, som anerkender Taiwan og styret i hovedstaden Taipei som en selvstændig og suveræn nation.
Af samme grund fører Danmark ligesom flertallet af verdens lande, en såkaldt ét-Kinapolitik, der betyder, at Danmark formelt kun anerkender Kina og ikke Taiwan.
Danmark har derfor heller ikke diplomatiske forbindelser med Taiwan udover et pasudstedende handelskammer i Taipei.
Forbindelser skal udbygges
Ifølge udenrigsministeriets hjemmeside er det dog dansk politik ”at udbygge de økonomiske og kulturelle forbindelser til Taiwan.”
Blandt Folketingets partier er det især Dansk Folkeparti, der taler det demokratiske Taiwans sag i striden med det kommunistiske Kina.
Partiet har flere gange rejst forespørgselsdebatter om den danske politik vedrørende Taiwan med henblik på at opnå en diplomatisk normalisering af forholdet til Taiwan.