Specialstyrke kæmper for at entre katastrofeskib
Redningsaktion belastes af havstrømme, kuldegrader og dårligt sigtbarhed.
Los Angeles
Sydkoreanske specialsoldater er begyndt at dykke efter savnede personer i passagerfærgen "Sewol", som onsdag morgen lokal tid forliste ca. 20 kilometer fra den koreanske halvøs sydspids.
Håbet er at finde flere overlevende i luftlommer og hulrum, som er omringet af vand.
Om bord på færgen, som skulle fra byen Incheon til ferieøen Jeju, var der 462 passagerer, hvor 325 var skoleelever fra en videregående uddannelsesinstitution i udkanten af hovedstaden Seoul.
Svære redningsbetingelser
I skrivende stund har myndighederne erklæret seks mennesker døde, men man kan stadig ikke gøre rede for 284 personer.
Dermed er der begrundet frygt for, at det officielle dødstal kan stige dramatisk.
Ifølge nyhedsbureauet Yonhap sled dykkerne i timevis med i det hele taget at komme ind i det forliste skib, som sank hurtigt.
Stærke havstrømme i området forpurrede sammen med tåge og dårlig sigtbarhed de første redningsforsøg.
Små overlevelsesmuligheder
Specialsoldaterne kæmper imidlertid videre, fordi det frygtes, at mange passagerer er blevet fanget inde i skibet.
I 2013 overlevede den nigerianske skibskok Harrison Okene hele 60 timer på bunden af havet i et hulrum på den forliste slæbebåd Jascon-4, der kæntrede i kraftige dønninger omkring 32 kilometer fra Nigerias kyst.
Hvis de indespærrede passagerer i den aktuelle sag ikke har været heldige at havne i midlertidige luftlommer, som kan opstå i forliste skibe med mange rum, er chancen for overlevelse meget lille.
Havtemperaturerne i området er nemlig meget lave - ifølge CNN højest 10 grader Celsius – og det kan man ikke overleve mange timer i.
Passager Kim Seung Mok siger, at det stort set var umuligt at hjælpe andre medpassagerer.
”Jeg forsøgte at blive til sidst for at redde andre mennesker i en forhal. Men vandet kom ind så hurtigt, at mange slet ikke nåede ud,” siger han og tilføjer, at andre blev fanget af vandmasserne på et af skibsdækkene.
Alle kræfter er sat ind
Der er stadig ikke kommet nogen forklaring på færgens forlis.
Passagerer har fortalt, at der lød et brag inde fra skibet, men der er endnu ikke kommet nogen officiel udmelding, som kan forklare forliset.
”Vi vil forsøge at opklare ulykken, når redningsaktionen er overstået,” sagde viceindenrigsminister Lee Gyeong på et tv-transmitteret pressemøde.
Han tilføjede, at regeringen har ”sat alle kræfter” ind i eftersøgningen af overlevende.
Spekulationer om bildækket
Det forlød tidligere på dagen, at der også havde været tåget, da færgen stødte på problemer, men den seneste melding går på, at sigtbarheden fortsat var god på dette tidspunkt.
Peter Boynton, en tidligere kaptajn ved United States Coast Guard (USCG), hæfter sig ved, at skibet sank på under to timer.
Det tyder på, at færgen pådrog sig en ”enorm skade”, siger han til CNN.
Han tilføjer, at der også kan være opstået en katastrofal situation på bildækket.
Hvis en bovport eller anden installation på bildækket eksempelvis er kollapset, kan det på ganske få timer have ført til en oversvømmelse af den resterende del af skibet.
Fortvivlende situation
At kæmpe mod mørke, kulde og stærke havstrømme for at finde vej gennem et beskadiget skib, der vender med bunden i vejret, er en helt fortvivlende opgave, lyder meldingen.
"Det er mareridtsagtigt og absolut en af de mest besværlige og rædselsvækkende situationer at skulle håndtere," siger han.