Afghansk viceminister bortført i Kabul

Viceminister for Afghanistans transportministerium er blevet bortført i landets hovedstad.

En højtstående afghansk politiker er tirsdag morgen blevet bortført af bevæbnede mænd i den afghanske hovedstad, Kabul.

Ahmad Shah Waheed, der er viceminister for landets transportministerium, blev ifølge AFP bortført omkring klokken syv lokal tid i Khair Khana-distriktet sammen med sin chauffør.

Talsmand for politiet i Kabul Hashmatullah Stanikzai bekræfter hændelsen og tilføjer:

- Afghansk politi har iværksat en eftersøgning for at få ham frigivet.

Motivet for bortførelsen er foreløbig ukendt, og Zabihullah Mujahid, der er talsmand for Taliban, siger, at han ikke kender til hændelsen.

Bortførelser af velhavende personer for løsepenge er almindeligt i Afghanistan, og tirsdagens episode sker, samtidig med at der tælles stemmer fra det krigshærgede lands præsidentvalg, der fandt sted den 5. april.

Tidlige resultater viser, at Afghanistans tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah har taget føringen over sin nærmeste rival, Ashraf Ghani.

Landets nye præsident kommer til at stå med opgaver som kampen mod et genopstået Taliban, når de amerikanske kampstyrker trækker sig ud af landet ved årsskiftet, samt at styrke en svækket økonomi.

/ritzau/AFP

Andre læser

Mest læste

Del artiklen