Tidligere dansk militærlejr er nu opiummark
De danske tropper har ødelagt min jord, mener en afghansk bonde, som nu føler sig tvunget til at dyrke opium.
Opiumvalmuer dominerer nu den jord, hvor den tidligere danske militærlejr, Rahim, lå i Afghanistan. Det skriver nrk.no.
En norsk journalist har besøgt Helmand-provinsen og talt med bonden, som har lejet sin jord ud til det danske forsvar. Og han er ikke tilfreds med den måde, hans jord ser ud på efter det danske besøg.
"Problemet er, at jorden er blevet ødelagt. De har fjernet al den gode jord og dækket den til med grus og sand," siger bonden Noor Ali.
"Før kunne jeg dyrke grøntsager og havde gode indtægter. Det er slut nu."
HOK: Ingen har ødelagt jorden
Han fortæller, at den eneste mulighed han nu har for at dyrke sin jord, er ved at plante den til med opium.
Da danske tropper stadig var i Afghanistan, var der ellers flere projekter i gang, der skulle få afghanerne til at dyrke hvede i stedet for opium. Helmand-provinsen står nemlig for dyrkningen af 40 pct. af al opium i verden.
Hærens Operative Kommando afviser over for DR nyheder, at de danske soldater skulle have ødelagt jorden og stiller sig tvivlende over for, at opium skulle være den eneste afgrøde, der kan vokse i jorden.
En god forretning
Hærens Operative Kommando får opbakning fra Socialdemokraternes forsvarsordfører, Ole Hækkerup.
Han mener ikke, at det er et problem for Danmark, at opiumsdyrkningen er blomstret på Afghanerens mark.
"Jeg er bange for, at det er virkeligheden dernede. Bonden vælger at dyrke opium, fordi det formentlig er den bedste forretning for ham," siger han til DR Nyheder.