Kilde til CNN: Fly fløj anden rute

Mens skibe har opfanget signaler fra havet, er der fornyet tvivl om forsvundet flys rute.

Artiklens øverste billede
MH370 lettede fra Kuala Lumpur i Malaysia og skulle en følge en nordøstlig kurs mod Beijing i Kina. Flyet nåede aldrig frem, og man har hidtil troet, at det vendte mod syd og fløj ud over Det Indiske Ocean, indtil det et sted ud for Australiens vestkyst og Perth løb tør for brændstof og styrtede ned. Nu siger malaysiske regeringskilder, at flyet er fløjet nord om Indonesien for derefter at vende mod syd og Det Indiske Ocean.

For flere uger siden blev det mere eller mindre slået fast, at det forsvundne fly MH370 fra Malaysia Airlines divergerede fra sin rute fra Kuala Lumpur til Beijing og i stedet fløj mod syd til et sted i Det Indiske Ocean ud for Australiens vestkyst, hvor det styrtede ned.

Hvor dette sted præcist er, ved ingen endnu, men signaler opfanget af skibe i området tre gange i løbet af lørdagen har givet efterforskerne fornyet håb om at finde flyrester og den sorte boks.

Men søndag er der imidlertid fornyet tvivl om, hvordan og ad hvilken rute MH370 endte i den sydlige del af Det Indiske Ocean. Det skriver det amerikanske medie CNN.

Nord om Indonesien?

Hidtil har det været antaget, at flyet efter man mistede al kontakt med det fløj i adskillige timer langs den såkaldte sydlige trafikkorridor fra Sydøstasien, indtil det løb tør for brændstof og styrtede i havet.

Men en anonym, højtstående malaysisk regeringskilde siger nu til CNN, at efterforskere har regnet sig frem til, at flyet i stedet for at gå direkte sydover fløj nord om Indonesien og "rundt om" landets luftrum for derefter at vende mod syd og Det Indiske Ocean. Flyet fløj ikke over indonesisk luftrum.

Den tidligere direkte sydgående rute meldte efterforskerne ud på baggrund af beregninger af bl.a. satellitmateriale, og denne rute byggede altså - lige som den nye - ikke på deciderede observationer af flyet, men på teoretiske udregninger, der siger, at flyet må være fløjet ad en bestemt rute.

Undgik bevidst radar

Ifølge den malaysiske regeringskilde bygger den nye rute nord om Indonesien på udregninger baseret på radarinformationer fra en række nabolande til Malaysia - hvilke lande fremgår ikke, ligesom det heller ikke uddybes, hvordan efterforskerne mere præcist har regnet sig frem til den nye rute.  Der har heller ikke været andre kilder fremme og bekræfte den alternative rute.

Ifølge kilden kan de nye oplysninger tyde på, at flyet bevidst blev fløjet ad en rute, der var designet til at holde det væk fra radarovervågning, hvilket kan forklare, hvorfor der ikke blev gjort nogen observationer af flyet, efter det pludselig stoppede sin kommunikation mellem Malaysia og Vietnam.

Men selvom efterforskerne altså nu ad flere omgange er kommet med bud på, hvilken rute flyet kan have taget i de timer, det fløj uden nogen form for kontakt med omverden, vil de nødigt spekulere i, hvorfor flyet divergerede fra sin planlagte rute og forsvandt. Kun vil de sige, at en mekanisk fejl på flyet endnu ikke kan udelukkes som årsag.

"Opmuntrende"

Lørdag kom det frem, at et kinesisk flådefartøj, der deltager i eftersøgningen, havde hørt først et, så to signaler, der kom på den frekvens - 37,5 kHz - som den sorte boks udsender sit signal på. Tillige hørte et australsk flådefartøj et lignende signal, men i et område meget langt fra de kinesiske signaler.

Ledelsen af eftersøgningen siger, at der bestemt ikke er nogen garanti for, at nogen af signalerne stammer fra den sorte boks, hvis sendeudstyr ventes at løbe tør for batteri inden for få dage. Alligevel er der grund til forsigtig optimisme, mener ledelsen:

"Dette er et vigtigt og opmuntrende spor, men samtidig vil jeg opfordre jer til at behandle det varsomt. Jeg har gjort det klart, at disse signaler og objekter ikke kan bekræftes at stamme fra det savnede fly, og det er fortsat tilfældet," sagde Angus Houston, der leder eftersøgningen fra australsk territorium, ifølge AP søndag til den fremmødte presse i Perth.

Avancerede skibe leder

Mens oplysningerne om den mulige nye rute er blevet kendt søndag, er adskillige skibe og fly med avanceret lytte- og sporingsudstyr på vej mod de to områder, hvorfra signalerne er blevet opfanget.

Det britiske skib HMS Echo er på vej mod det område, hvor kinesiske skibe lørdag opfangede to signaler. HMS Echo er udstyret med avanceret udstyr til at lokalisere lyde under vand, hvilket kan være meget svært, da vandet gør, at lydene kan nå meget længere væk fra deres kilde end ellers.

Det australske skib Ocean Shield opfangede lørdag selv et signal i et andet område langt fra de kinesiske signaler, og det vil søndag undersøge dette signal. Viser det sig, at der ikke er tale om signaler fra det forsvundne fly vil skibet sejle til de kinesiske skibes område og hjælpe der. Ocean Shield er udstyret med avanceret lytteudstyr, som er lånt af den amerikanske flåde.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen