To kvindelige pressefolk er skudt i Afghanistan

Tysk fotograf og canadisk journalist blev ramt af skud. Den ene er død, den anden hårdt såret.

Artiklens øverste billede
Skudhullerne ses tydeligt i bilen, hvor Associated Press-fotograf Anja Niedringhaus and AP-reporter Kathy Gannon fredag blev skudt.

En mand forklædt som politimand har fredag skudt to udenlandske kvindelige pressefolk i det østlige Afghanistan. Den ene er dræbt og den anden hårdt såret.

Det oplyser politiet.

- To kvindelige journalister blev skudt i morges inde i politiets hovedkvarter. Den ene er dræbt, mens den anden er hårdt såret, siger en talsmand for politiet i provinsen Khost.

Tysk fotograf

Den dræbte er ifølge nyhedsbureauet dpa den tyske fotograf Anja Niedringhaus, mens den hårdt sårede kvinde er den canadiske journalist Kathy Gannon.

Associated Press' fotograf Anja Niedringhaus ses her i Rom i april 2005.

Begge arbejdede de for det amerikanske nyhedsbureau AP.

De befandt sig i en afsides landsby ved grænsen til Pakistan, da de blev skudt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Svensker skudt

Der er mange journalister i landet forud for lørdagens præsidentvalg.

Niedringhaus er den anden vestlige journalist, der er dræbt under valgkampen.

Den 11. marts blev den svenske journalist Nils Horner skudt i Kabul.

Taliban vil ødelægge valget

Oprørsbevægelsen Taliban har svoret, at den vil gøre, hvad den kan, for at ødelægge valget.

Præsident Hamid Karzai, der har ledet Afghanistan i snart 13 år siden Talibans fald i 2001, er ifølge landets forfatning afskåret fra at stille op til endnu en periode som landets leder.

Blandt de otte kandidater til præsidentposten er der tre favoritter. Det er tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah, medarbejder i Verdensbanken Zalmay Rassoul og tidligere finansminister Ashraf Ghani.

Ideologisk moderate

De tre spidskandidater beskrives alle som ideologisk moderate. Deres planer er at bekæmpe fattigdommen, og deres håb om at modernisere den afghanske økonomi er nogenlunde enslydende.

For at vinde valget skal kandidaten opnå mere end 50 procent af de gyldige stemmer. Hvis ikke det lykkes, skal de to kandidater, der får flest stemmer i første runde, ud i en anden valgrunde.

/ritzau/Reuters

Andre læser

Mest læste

Del artiklen