Kina kræver oplysninger fra Malaysia om forulykket fly

De kinesiske myndigheder vil vide alt om, hvorfor Malaysia har konkluderet, at MH370 er styrtet i havet.

Efter mere end to ugers søgen konkluderede Malaysia Airlines og den malaysiske premierminister mandag, at det forsvundne fly MH370 er styrtet i havet i et fjernt område af Det Indiske Ocean, og at alle om bord med al sandsynlighed er døde.

Problemet for mange af de pårørende er imidlertid, at hverken fly eller ligene af deres kære endnu er fundet, og derfor kræver Kina - hvorfra et flertal af passagererne stammer - beviser for, at den nedslående konklusion er sand.

Vil have detaljerede beviser

Efterforskerne har brugt ny satellitdata til at påvise, at flyets endelige destination ikke kan være andet end bunden af Det Indiske Ocean, men disse data vil Kina altså selv have lov at gennemgå.

- Vi kræver, at Malaysia leverer detaljerede beviser for, hvad der ledte dem til denne bedømmelse, ligesom vi vil have relevante beviser for analysen af satellit-data, siger den kinesiske viceudenrigsminister, Xie Hangsheng.

- Eftersøgningen og redningsarbejdet kan ikke stoppe nu. Vi kræver, at Malaysia færdiggør arbejdet, siger han.

Flere fartøjer skal lede

Malaysia Airlines-flyet forsvandt 8. marts efter mindre end en times flyvning.

Det forbliver et mysterium, hvad der er foregået om bord på flyet, og hvorfor det efter alt at dømme endte så langt fra, hvor det egentlig skulle hen - nemlig kinesiske Beijing.

Kinas maritime myndigheder siger sent mandag, at man vil sende flere fartøjer til den sydlige del af Det Indiske Ocean for at søge efter flyet.

/ritzau/AFP

Andre læser

Mest læste

Del artiklen