51 amerikanske søfolk kræftsyge efter Fukushima
"De gik ikke ind med en forestilling om at skulle udsættes for radioaktiv stråling," siger advokaten.
De blev lovet, at det ikke var farligt.
Men nu har 51 amerikanske soldater, der hjalp ofre fra Fukushima for næsten tre år siden, fået diagnosticeret kræft. Det afføder spørgsmålet: Var sejlerne selv ofre for atomulykken?
De 51 mænd og kvinder, der var om bord på hangarskibet "Ronald Reagan" og et søsterskib lider af forskellige former for kræft. Herunder testikelkræft, leukæmi og hjernetumorer.
Søfolkene har nu at sagsøgt operatøren af atomkraftværket Tepco og forlangt erstatning.
"Det gør mig vred"
Som en del af "Operation Tomodachi" var de to hangarskibe i nærheden af ulykkesstedet under det radioaktive udslip i foråret 2011. Søfolkene var med til at redde overlevende fra katastrofen, og har i forbindelse med deres arbejde været i kontakt med forurenet vand i forbindelse med både madlavning, vask og bade.
Charles Bonner, der er advokat for de kræftramte sejlere, er ikke i tvivl om, at sejlerne er blevet villedt:
"De gik ind for at hjælpe med en redningsindsats. De gik ikke ind med en forestilling om at skulle udsættes for radioaktiv stråling," sagde han i december til Fox News.
Et ofrene er Jamie Plym. Sammen med sin forlovede var hun om bord på "Ronald Reagan". Hun fortæller, at søfolkene fik besked om, at de var uden for fare.
"Det gør mig så vred. De sagde, at så længe vi undgik røgsøjlen, ville alt være fint. Men vi vidste, at der ville ske noget. Almindelig sund fornuft fortæller dig, at det ikke er tilfældet. Det behøver man ikke at være atomfysiker for at regne ud," sagde hun i december på FoxNews.
Den japanske regering mistænkes
Den 22 år gamle Nathan Piekutoski, der var om bord på USS Essex, lider af leukæmi og har fået at vide af lægerne, at han skal have en knoglemarvstransplantation.
"Pludselig fik jeg disse underlige symptomer: Natlige svedeture og vægttab. Det gør mig vred, men vi var nødt til at hjælpe. Det var vores pligt."
De kræftramte sejlers advokat Charles Bonner er overbevist om, at Tepco og den japanske regering allerede dengang vidste, at der var sket en nedsmeltning - uden at informere den amerikanske flåde herom.