Kina ramt af et kæmpe cyberangreb
Myndighederne kalder det, det største angreb nogensinde.
Søndag blev kinesiske internetbrugere mødt med ekstremt langsomme hastigheder eller helt blokeret adgang, når de prøvede at åbne kinesiske hjemmesider.
Det var resultatet af, at hackere med hidtil uset styrke angreb landets .cn-domænenavn, skriver CNN.
Ifølge det agentur, der administrerer landets domænenavn, skete angrebene omkring kl. 2.00 og igen kl. 4.00.
Langvarende og stort angreb
Ifølge et kinesisk statsmedie var det andet angreb "langvarende og stort", og internetservicen blev kun langsomt genoprettet.
Ud over hjemmesider, som ender på .cn, blev også den populære kinesiske blogside Sina Weibo angrebet.
Det var et såkaldt DoS-angreb, der blev udført. Det vil sige, at en hjemmesides servere bliver overbelastet af anmodninger om at komme ind på siden. Dermed forhindres adgangen for alle andre.
Hundredetusinde kontrollerer cyberspace
Det kinesiske styre er kendt for i meget høj grad at censurere internettet.
Selvom det kan virke umuligt at kontrollere og overvåge de nu godt 520 millioner kinesiske internetbrugere, er det ikke meget, de skriver til hinanden, som undgår myndighedernes opmærksomhed.
Det sker ved hjælp af hundredetusindvis af partimedlemmer, som dagligt holder øje med cyberspace.
YouTube er forbudt og blokeret i Kina, og det samme gælder for mange andre tjenester og sociale netværk.