Sydkoreas forsvarsminister fik mistænkeligt pulverbrev
Sydkoreas forsvarsminister modtog tirsdag et brev med pulver. "Terrorforsøg," lyder det.
Sydkoreas forsvarsminister, Kim Kwan-Jin, modtog tirsdag en mistænkelig pakke, der viste sig at indeholde et truende brev og noget hvidt pulver, som senere viste sig at være mel, siger en talsmand fra ministeriet.
- Pakken indeholdt mel, og vi undersøger nu, hvem der kunne have sendt det, siger en talsmand fra forsvarsministeriet.
Han tilføjer, at sikkerheden omkring ministeren er øget markant.
Diverse trusler
Pakken blev nemlig leveret blot et par dage efter, at hundredvis af foldere med diverse trusler blev fundet spredt udenfor forsvarsministerens kontor.
Foldernes budskab var en fordømmelse af Kim Kwan-Jins linje overfor Nordkorea, som trykkerne bag mener er benhård.
Den koreanske halvø har været i en tilstand af øget militær spænding, siden Nordkorea gennemførte sin tredje atomprøvesprængning i februar - en handling, der blev fordømt af Sydkorea og størstedelen af det internationale samfund.
Mulig missilaffyring 25. april
Styret i Pyongyang har tilbragt mange uger efterfølgende med at udstede trusler om missilangreb og atomkrig.
Flere havde forventet, at der ville blive affyret missiler fra halvøen Pyongyang 15. april, da Nordkoreas afdøde leder Kim Il-Sung blev født på denne dato. Men det skete ikke.
En ny dato for missilaffyringen kunne meget vel være 25. april, da det var på denne dato, det nordkoreanske militær blev grundlagt.
Musudan-missilet - som man regner med bliver brugt i kommende affyringer - har en estimeret rækkevidde på 2500 til 4000 kilometer, hvilet er nok til at nå Sydkorea, Japan og potentielt også amerikanske militærbaser på øen Guam.
Ritzau