- Opdateret 25/02/2013 kl. 10:03
Jordskælv fik højhuse til at svaje i Tokyo
Den japanske millionby blev mandag rystet af et kraftigt jordskælv.
Et kraftigt jordskælv har fået flere højhuse i den japanske hovedstad, Tokyo, til at svaje.
Bygningerne svajede i op mod et halvt minut efter jordskælvet, fortæller øjenvidner.
Skælvet ramte i ni kilometers dybde cirka 140 kilometer nordøst for Tokyo. Det blev først oplyst, at jordskælvet havde en styrke på 6,2 - men senere blev det korrigeret til 5,7.
Der var umiddelbart ingen meldinger om ødelæggelser, men ifølge myndighederne er en mur væltet i byen og har kvæstet et ukendt antal personer.
Tog indstillet
Flere hurtigtog blev midlertidigt indstillet efter jordskælvet, men de har alle genoptaget driften igen.
Japan bliver ofte ramt af jordskælv, fordi landet ligger på den 40.000 kilometer lange såkaldte "Ildring", der findes, hvor ocean- og kontinentalplader i Stillehavet mødes.
Ildringen bevæger sig som en hestesko fra New Zealand, videre langs Asiens østkyst - over havet til Alaska - og ned langs Nord- og Sydamerikas vestkyst.
Langs ringen udløses mindst 80 procent af alle verdens jordskælv. De opstår, når den ene plade bevæger sig ind under den anden.
I Japan bliver der hvert år registreret omkring 1500 jordskælv. Der er dog normalt tale om skælv på mellem fire og seks på richterskalaen.
Stort jordskælv på vej
I marts sidste år sendte et kraftigt jordskælv en altødelæggende flodbølge ind over Japan, og 15.000 mennesker blev dræbt.
Skælvet udløste også en atomkatastrofe ved Fukushima-værket, der udviklede sig til den værste atomulykke i verden siden katastrofen på Tjernobyl-atomkraftværket i Ukraine i 1986.
Siden jordskælvet er der desuden sket en femdobling i antallet af jordskælv i og omkring Tokyo, og både myndigheder og forskere er enige om, at et nyt stort skælv vil ramme landet tidligere, end man før forventede.
Ifølge beregninger kan et jordskælv med epicenter tæt på Tokyo koste 11.000 mennesker livet og ødelægge 850.000 bygninger.
Ritzau