- Opdateret 14/02/2013 kl. 11:09
Vagthund opnår ikke atomaftale med Iran
Regimet i Iran har igen afvist at give tilladelse til IAEA om inspektion af landets atomanlæg.
Det er endnu engang mislykkes at lande en atomaftale med styret i Iran. Det oplyser Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).
Herman Nackaerts, der er vicegeneraldirektør i IAEA, siger torsdag, at han og hans hold vendte tilbage til hovedsædet i Wien onsdag uden en aftale om at kunne inspicere Irans atomanlæg.
Ifølge vicegeneraldirektøren fortsætter Det Internationale Atomenergiagentur sine samtaler med Iran, men det behøver tid til at reflektere over de næste skridt i den fastlåste situation.
- Vi havde diskussioner om et dokument, men det kunne vi ikke færdiggøre. Vi har ikke aftalt en dato for et nyt møde, siger Herman Nackaerts ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det Internationale Atomenergiagentur vil gerne have adgang til Irans atomanlæg, men det har det iranske styre indtil videre nægtet.
Mistanke om atombombe
Den mislykkede aftale sker et par uger før, at seks supermagter mødes med Iran til forhandlinger i Kasakhstan.
26. februar skal den såkaldte P5+1 gruppe, der er en betegnelse for et forhandlingsforum med de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og Tyskland, tale med Iran.
P5+1 består af USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig plus Tyskland.
Mødet vil finde sted i Almaty, den største by i Kasakhstan.
Iran mistænkes af USA og Europa for at være i gang med at udvikle en atombombe.
Regimet i Teheran har svaret, at dets atomprogram kun har et civil formål - at producere energi.
De vestlige landes bekymring skærpes af, at Iran udvikler raketter med længere og længere rækkevidde.
Ritzau