Irans leder afviser direkte forhandlinger med USA
Irans øverste leder, Ali Khamenei, afviser direkte forhandlinger med USA om landets atomprogrammer.
Direkte forhandlinger mellem Iran og USA kommer ikke på tale, så længe USA og andre vestlige lande opretholder økonomiske og politiske sanktioner mod regeringen i Teheran.
Det siger Irans øverste leder, Ali Khamenei, ifølge iranske medier.
Udtalelsen kommer kort efter, at USA's vicepræsident, Joe Biden, erklærede, at den amerikanske regering er åben over for direkte forhandlinger med Iran om landets omstridte atomprogram.
- Nogle naive mennesker synes om ideen med at forhandle med USA. Men forhandlinger vil ikke løse problemerne, siger Ali Khamenei og fortsætter:
- I amerikanere ønsker at forhandle samtidig med, at I peger på os med en pistol. Iran vil ikke lade sig intimidere.
Den iranske leder håner samtidig USA og siger, at hele den amerikanske mellemøstpolitik ligger i ruiner, og at den amerikanske regering nu er i gang med at spille et nyt kort, hvor Iran skal trækkes ind i forhandlinger.
USA og andre vestlige lande tror, at Iran i ly af sit civile atomprogram er i gang med at udvikle atomvåben. Det afviser ledelsen i Teheran.
Forholdet mellem USA og Iran gik helt i baglås i 1979, da et muslimsk oprør fjernede en provestlig regering. Siden da har der kun været sporadiske diplomatiske kontakter mellem Teheran og Washington.
I øjeblikket er der kun kontakter mellem Iran og USA gennem via en kontaktgruppe, hvor Irans atomplaner bliver diskuteret mellem Teheran og en række vestlige lande.
Gruppen mødes næste gang i Kasakhstan 27. februar.
Ritzau