Fredag satte varmerekord i Sydney
Ekstreme temperaturer har præget den australske sommer, men fredag slog alle rekorder.
I Danmark er det vinter, og fredag har danskerne kunnet opleve temperaturer ned til seks frostgrader og aften- og nattetemperaturer ned til otte minusgrader.
Meget anderledes ser hverdagen dog ud i Australien, hvor sommeren buldrer af sted med ekstreme varmegrader til følge.
Det har indbyggerne i den australske by Sydney i dag om nogen kunnet mærke. Fredag eftermiddag blev der således sat varmerekord i Australiens største by med flere end fire millioner indbyggere. Det skriver BBC.
Over 40 grader
Det skete, da der på Observatory Hill i Sydney blev målt hele 45,8 grader kl. 14:55 lokal tid. Det er præcis 20 grader over gennemsnitstemperaturen for januar måned i byen.
Den tidligere varmerekord blev også målt på Observatory Hill helt tilbage i januar 1939, hvor der blev målt 45,3 grader.
Det ekstremt varme vejr har fået myndighederne i Sydney til at advare borgerne i byen mod at udføre anstrengende arbejde og ikke at opholde sig i direkte sollys.
Farlige skovbrande
Den varme australske sommer har ført til, at landet har oplevet omfattende skovbrande, der stadig hærger især delstaten New South Wales, der har Sydney som hovedstad.
Det fik for omkring to uger siden den danske ambassade i Australien til at advare danske turister mod skovbrandene, der kan sprede sig med lynets hast.
"Det er en forstærkende effekt, at vi har den her meget lange og høje temperaturperiode, som er kombineret med kraftig blæst. Så hvis der opstår en brand, spreder den sig enormt hurtigt. Alting er knastørt i øjeblikket," sagde Kjeld Frandsen, der er souschef på den danske ambassade i den australske hovedstad Canberra, til Ritzau.
De høje temperaturer i selve Sydney var ikke de højeste, der blev målt i området. I byen Penrith lidt uden for millionbyen sneg termometret sig op på 46,5 grader fredag eftermiddag.