Et særsyn i Kina: Journalister nedlagde arbejdet
Journalisterne på en avis i Kina har taget et usædvanligt skridt i protest mod censur.
Mandag valgte knap 100 redaktionelle medarbejdere på en af Kinas større aviser Southern Weekly at nedlægge arbejdet.
Årsagen: Censur.
Ifølge BBC er det formentlig første gang, at journalister så direkte viser deres utilfredshed med styret, der sjældent tåler kritik.
Vil af med propagandachef
Den konkrete sag begyndte i sidste uge, hvor avisen, der er kendt for at gå til grænsen af den i forvejen indskrænkede ytringsfrihed, forsøgte at bringe en nytårsleder, hvori man efterlyste reformer.
Lederen nåede dog aldrig læserne, for angiveligt valgte embedsmænd at fjerne indlægget og erstatte det med et andet, hvori det kommunistiske partis præstationer blev remset op.
Det fik ifølge BBC ansatte på avisen til at skrive åbne breve, hvor man opfordrede Guangdong-provinsens propagandachef, Tuo Zhen, til at træde tilbage.
Politiet blandede sig ikke
Søndag lød det så på avisens Facebook-profil, at der ikke var hold i rygterne om, at lederen var blevet ændret.
Og det var tilsyneladende dråben for avisens journalister, som mener, at Southern Weeklys ledelse skrev beskeden under pres fra myndighederne.
Mandag samledes demonstranter uden for avisens lokaler i byen Guangzhou for at vise deres støtte til journalisterne og protestere mod censur.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters blandede politiet sig ikke i demonstrationen.
Også censur andre steder
Flere tidligere ansatte på avisen siger til Reuters, at propagandachef Tuo Zhen er gået langt over stregen, og at han bl.a. har krævet at forhåndsgodkende de emner, som journalisterne ville skrive om.
"Disse detaljer illustrerer et problem: Blandt medierne i Guangdong har han etableret et system med forhåndscensur af pressen," siger Xiao Shu, som har været ledende kommentator på Southern Weekly.
Det er dog ikke kun i Guangdong, at censuren slår hårdt.
Fredag lukkede de kinesiske myndigheder hjemmesiden til et magasin, som angiveligt havde bragt en artikel, som opfordrede til politiske reformer.