- Opdateret 16/11/2011 kl. 11:50
18 børn dræbt i grotesk fyldt bus
64 passagerer var proppet på kinesisk minibus, selvom der kun var plads til ni.
Groteske forhold i den kinesiske biltrafik kostede onsdag mindst 18 små børn livet i et blodigt sammenstød på en landevej i den vestlige Gansu-provins i Kina.
En lastbil læsset med kul stødte frontalt sammen med en minibus med ni sæder, hvor der var proppet hele 64 passagerer ind - blandt dem 62 børn i alderen fem til seks år, som var på vej til børnehave.
Fem af de 18 af dem blev dræbt på stedet - fire børn og buschaufføren, mens yderligere 14 børn døde enten på hospitalet eller på vejen dertil.
Også en børnehavelærer omkom ved ulykken, skriver nyhedsbureauet AP med det kinesiske nyhedsbureau Xinhua som kilde.
På vej til børnehaven
De mange børn var på vej til Littel Doctor-børnehaven i Yulinzi Township i byen Qingyang.
Xinhua oplyser, at yderligere 45 personer er indlagt på hospitalet, heraf 13 i kritisk tilstand.
Voldsomme og blodige ulykker opleves ofte på de kinesiske landeveje, som er martret af overfyldte og dårligt vedligeholdte køretøjer samt bilister med elendige køregenskaber.
I september fortalte den statslige tv-kanal om bus med plads til otte passagerer, hvor der var stuvet 64 førskolebørn ind.
Ulykken har udløst mange tusinder af rasende reaktioner på kinesiske blogs, og i mange af indlæggene fremhæves det ameikanske skolebussystem.
"Se på de amerikanske busser.... vores skolebusser er uansvarlige," lyder det i mange af indlæggene.