Danske soldater hyldes som helte
Britisk bataljonschef er taknemmelig for danske soldater, der risikerede livet i redningsaktion.
To britiske soldaters død i Afghanistan kunne have udviklet sig til en endnu værre situation, hvis det ikke havde været for det danske C-kompagnis soldater på Hold 11.
Det fortæller den britiske oberstløjtnant Christopher Ghika til Ritzau. Oberstløjtnanten har været bataljonschef for Den Irske Gardes første bataljon i Afghanistan og er for få uger siden vendt hjem til London.
Ramte vejsidebombe
I aftentimerne den 23. marts var soldater fra Den Irske Gardes første bataljon på patrulje sammen med tropper fra det danske C-kompagnis kampgruppe og den afghanske hær i Nahr-e Saraj distriktet i den centrale del af Helmandprovinsen.
På patruljen havde soldaterne dysset et begyndende oprør ned og desuden succesfuldt gennemsøgt en række huse og lerhytter i området.
Men da kompagnierne var på vej tilbage til hver deres base, ramte et af de britiske køretøjer en vejsidebombe, og de to soldater i køretøjet blev dræbt.
Efter angrebet er de britiske soldater i en meget sårbar situation. Ud over risikoen for at udløse en ny vejsidebombe i forsøget på at hjælpe sårede kammerater har oprørere tidligere udnyttet lignende situationer til at angribe med håndvåben.
Hjalp trods risiko
- Den danske enhed kom straks til undsætning fra deres egen base, selvom de udsatte sig selv for stor risiko. De gav førstehjælp til dem, som overlevede, og løste i det hele taget situationen, husker Christopher Ghika.
- Min patrulje var alene i et område, hvor der kunne være flere IED'er (vejsidebomber, red.). Danskerne var meget professionelle, reagerede meget hurtige og udsatte sig selv for en del fare. Det vil jeg altid være dem meget taknemmelig for, siger han.
De to britiske soldater stod til at skulle hjem seks dage efter ulykken sammen med resten af Den Irske Gardes første bataljon, mens de danske soldater på hold 11 kom til Helmand i februar og rejser hjem til Danmark i august.