Amerikansk drone dræbte otte i Pakistan
Otte formodede militante islamister er blevet dræbt ved et amerikansk droneangreb i Nordwaziristan i Pakistan.
Et amerikansk førerløst fly - en såkaldt drone - har affyret raketter mod et hus i Nordwaziristan i Pakistan og har dræbt otte formodede militante islamister, siger lokale efterretningskilder.
Det er det første amerikanske droneangreb mod pakistansk territorium, siden amerikanske specialstyrker dræbte Al Qaida-lederen Osama bin Laden i en kommandoaktion søndag.
Angrebet har skabt nye spændinger i forholdet mellem USA og Pakistan, der er allierede i krigen mod terror.
- Et hus og et køretøj var målet for angrebet i Datta Khel-området i Nordwaziristan, og otte militante blev dræbt. Otte raketter blev affyret, og målene var tæt på hinanden, siger en efterretningskilde til det franske nyhedsbureau AFP.
Pakistans største islamiske parti, Jamaat-e-Islami, har opfordret til demonstrationer over hele Pakistan fredag for at fordømme drabet på bin Laden i garnisonsbyen Abbottabad søndag.