FN: Send hjælp til Kirgistan
Generalsekretær Ban Ki-moon mangler et trecifret millionbeløb til humanitær hjælp.
FN udsender en appel om et trecifret millionbeløb i humanitær bistand til Kirgistan, hvor omkring 400.000 mennesker er fordrevet på grund af omfattende etnisk vold.
- Lige nu lancerer OCHA en appel om 71 millioner dollar (427 millioner kroner) i øjeblikkelig økonomisk hjælp til Kirgistan, siger FN's generalsekretær Ban Ki-moon.
Han henviser til FN's Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender under ledelse af John Holmes.
Appel på vej
- Holmes mødes nu med donorlande, og i begyndelsen af næste ude vil der blive udsendt en appel for Usbekistan, siger Ban Ki-moon.
Generalsekretæren understreger, at der er mangel på fødevarer, vand og elektricitet i dele af Kirgistan som følge af plyndringer, manglende forsyninger og begrænsninger i bevægelsesfriheden.
- Hospitaler og andre institutioner er ved at løbe tør for forsyninger, siger han.
Venter ved grænsen
Ban siger, at det er anslået, at 300.000 mennesker er blevet fordrevet i Kirgistan og op mod 100.000 er flygtet til Usbekistan, hvor omkring 80.000 befinder sig i flygtningelejre.
Titusinder flere venter efter sigende på at krydse grænsen, siger Ban.
FN's generalsekretær siger, at han har kontaktet Kirgistans midlertidige leder, Roza Otunbayeva, Usbekistans præsident Islam Karimov og andre "for at undersøge mulighederne for at genoprette orden, forhindre yderligere tab af menneskeliv og for at koordinere den humanitære bistand".