Taleban henretter syv-årig dreng
En syv-årig dreng måtte lade livet, fordi han ifølge beskyldninger var spion for regeringen.
Formodede medlemmer af talebanbevægelsen har henrettet en syvårig dreng i det sydlige Afghanistan efter at have beskyldt ham for at have spioneret for regeringen.
En embedsmand i Helmandprovinsen siger, at drengen blev taget til fange i Helmands Sangin-distrikt.
- De militante dræbte den syvårige dreng i landsbyen Heratiyan efter beskyldninger om spionage for regeringen, siger embedsmanden Daoud Ahmadi, der henviser til oplysninger fra politiet, som har talt med drengens familie.
Snesevis af spiondræbte
De fleste områder i Sangindistriktet kontrolleres af talebanbevægelsen, mens afghanske og udenlandske styrker er til stede i den centrale del af distriktet.
Talebanbevægelsen har ikke selv kommenteret oplysningerne om henrettelsen.
Talebanbevægelsen har dræbt snesevis af mennesker, som er blevet beskyldt for spionage.