72 dræbt af terror i Bagdad

Terrorister har med en bombe dræbt mindst 72 mennesker i Bagdad, siger politiet.

Artiklens øverste billede
Billedet her er taget i Kirkuk i det nordlige Irak i lørdags, efter at en bombe var sprængt. Foto: Emad Matti/AP

Bomben sårede samtidig omkring 127 mennesker, da den eksploderede på Mraidi-markedspladsen i den shiamuslimske bydel Sadr City.

Vidner siger, at bomben eksploderede i den del af markedet, hvor der blandt andet sælges fugle. Flere af de handlenes boder brød i brand.

Tilsyneladende var bomben placeret på en motorcykel med lad. Under frugterne på laddet var bomben skjult, og en embedsmand fra indenrigsministeriet siger, at det lykkedes gerningsmanden at komme væk, inden bomben eksploderede.

Volden i Irak er ellers faldet mærkbart i det seneste år, men militante foretager fortsat terrorangreb for at underminere regeringen og genantænde den sekteriske strid.

Bomben på markedspladsen kommer kort før, at USA's hær efter planen skal have trukket sig ud af de irakiske byer den 30. juni.

Forleden trak hæren sig i øvrigt ud af en base, som den havde i fællesskab med Iraks hær, i netop Sadr City.

/ritzau/reuters

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen