Fortsæt til indhold
Asien

"Super malaria" spreder sig i Sydøstasien

Den hurtige spredning af "super malaria" er en alarmende global trussel, siger forskere.

En ny form for resistent malaria-parasit, som ikke kan slås ned med de traditionelle malariamedikamenter, spreder sig i øjeblikket i Sydøstasien.

De første tilfælde blev observeret i Cambodja, og parasitten har sidenhen spredt sig til dele af Thailand, Laos og det sydlige Vietnam.

Et hold forskere fra Oxford Tropical Medicine Ressearch Unit (OTMPR) i Bangkok forklarer, at der er en reel fare for, at malaria kan blive uhelbredeligt.

Professor Arjen Dondorp, der er forskningsleder i OTMPR siger til BBC, at parasitten skal anses som en seriøs trussel.

»Det er alarmerende, at den her parasit spreder sig så hurtigt i regionen, og vi frygter, at den vil sprede sig yderligere og med tiden nå Afrika,« siger han til BBC.

Det britiske, videnskabelige tidsskrift The Lancet skriver i en rapport, at man i forskningen er stødt på en »uhyggelig udvikling«, der indebærer flere tilfælde hvor malaria-parasitter er blevet resistente overfor stoffet ”artemisinin”.

Artemisinin har hidtil, sammen med stoffet ”piperaquine”, været den foretrukne behandling mod malaria.

Men med tiden er artemisinin blevet mindre og mindre effektivt, og nu har parasitten udviklet en grad af immunitet overfor piperaquine også.

Der har været et »alarmerende højt antal« af tilfælde, hvor behandlingen har slået fejl, det skriver The Lancet i rapporten.

Professor Arjen Dondorp fortæller, at behandlingen i Vietnam slår fejl i omtrent hvert tredje tilfælde, og at den i nogle områder af Cambodja slår fejl i hele 60 pct. af tilfældene.

Forskningsholdet slår fast, at det kan blive katastrofalt, hvis den resistente parasit spreder sig til Afrika, hvor 92 pct. af alle malaria-tilfælde finder sted.

Hvert år smittes omkring 212 millioner mennesker med malaria. Parasitten spredes af blodsugende myg.

Arjen Dondorp kalder det »et kapløb mod tiden« og siger, at man er nødt til at stoppe truslen, før malaria går hen og bliver resistent, »og vi ender med en masse dødsfald.«

Michael Chew fra Wellcome Trust (en britisk sundhedsorganisation, red.) udtaler, at spredningen af ”super malariaen” er alarmerende, og kan medføre store implikationer for befolkningssundheden på et globalt niveau.

»Omkring 700.000 personer dør hvert år som følge af resistente infektioner, heriblandt malaria. Hvis ikke der gøres noget, så kan det stige til millioner af mennesker årligt frem mod 2050,« siger han til BBC.

Artiklens emner
Malaria