Fortsæt til indhold
Asien

Brintbomben er langt kraftigere end atombomben

Den ene kan dræbe halvdelen af Manhattan - den anden kunne udslette hele New York.

Hvis en atombombe blev smidt over New York, ville den kunne slå det halve af Manhattan ihjel.

Men en brintbombe - sådan en, som Nordkorea hævder at have succesfuldt foretaget en prøvesprængning af søndag - ville kunne udslette hele New York. Ingen ville overleve.

Sådan lyder det fra Andrei Lankov, professor i koreanske studier ved Kookmin University i Seoul, til Al Jazeera.

Der er med andre ord så stor forskel på de to bomber, at brintbomben kan være knapt 1.000 gange kraftigere end atombomben. Og med Nordkoreas annoncering af at have succesfuldt testet førstnævnte, er Kim Jong-un ét skridt tættere på at kunne sende atomsprænghoveder med sine interkontinentale missiler mod USA.

Mens nogle eksperter har spekuleret i, om der vitterligt var tale om en prøvesprængning af en brintbombe og ikke en atombombe, som Nordkorea før har testet, er der flere, der peger på, at efterskælvet af denne prøvesprængning i hvert fald tyder på, at der er tale om en kraftigere bombe. Det skriver Reuters.

Nordkoreas første tre atomtest mellem 2006 og 2013 var alle af atombomber på samme skala som dem, USA brugte under Anden Verdenskrig mod Hiroshima og Nagasaki. Bomberne, der blev brugt dengang, dræbte til sammen over 200.000 mennesker.

Men eksperter, der har studeret prøvesprængningens efterfølgende jordskælv, som på Richterskalaen blev målt til at være på 6,3 af et amerikansk måleinstitut, peger på, at der er stærkt grundlag for i hvert fald at tro på, at Nordkorea er tæt på at have udviklet brintbomben.

Alene detoneringen producerede 10 gange mere kraft end den femte atomprøvesprægning, Nordkorea foretog for et år siden, ifølge sydkoreanske og japanske embedsmænd. Ifølge Norsar, et norsk jordskælvsobservatorium, anslår, at søndagens bombe var på 120 kilotons.

Til sammenligning var bomben, der blev kastet over Hiroshima på 15 kilotons, og den, der blev smidt over Nagasaki, målte 20 kilotons.

Den slags tal udelukker ingen tvivl om, at der ér tale om en brintbombe, mener Kune Y. Suh, atomingeniør og professor ved Seoul National University:

»Nordkorea har effektivt etableret sig som atomstat. Det her er ikke bare en 'game changer', det er 'game over',« siger han til Reuters.