Fortsæt til indhold
Asien

Sydkorea: Spiontjeneste blev involveret i forsøg på at manipulere med vælgerne frem mod præsidentvalg

Talsmand for tidligere regeringsparti mener, at anklagen er politisk motiveret.

Planen var enkel, men omfattende.

Det konservative parti skulle vinde præsident- og parlamentsvalget i 2012, og det skulle ikke være overladt til tilfældighedens skæbne at få det til at ske.

Derfor blev landets spiontjeneste involveret i et storstilet forsøg på at manipulere med vælgerne og få dem til at stemme, som regeringen ønskede.

Sådan lyder anklagen fra et hold af interne efterforskere, der er blevet sat til at undersøge landets National Intelligence Service (NIS).

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I alt 30 hold arbejde i to år op mod valget på at manipulere vælgerne gennem blandt andet internetfora og på Twitter.

»Holdene havde til opgave at sprede positive holdninger til regeringen og blokere for negative holdninger, der blev iscenesat som Nordkorea-tilhængeres forsøg på at forstyrre valget,« lyder anklagen fra efterforskerne.

Valget blev vundet af den konservative Park Geun-Hye, der vandt over den liberale Moon Jae-in.

Sidstnævnte er siden blevet udnævnt til præsident for landet, efter Park blev afsat på grund af anklager om korruption og magtmisbrug.

Park Geun Hyes parti mener, at de seneste anklager er »politisk motiverede«, oplyser en talsmand.

Den tidligere leder af NIS, Won Sei-Hoon, er tidligere blevet anklaget for at have ledet en smædekampagne mod Moon Jae-in.