Fortsæt til indhold
Asien

Nordkorea truer USA med atomangreb efter udtalelse fra CIA-chef om at fjerne Kim Jong-un

Landet vil svare igen, hvis dets suverænitet bliver truet, ifølge ministerium.

Det var en nærmest henkastet bemærkning, der nu - endnu engang - øger spændingen mellem USA og Nordkorea.

CIA-chef Mike Pompeo blev i sidste uge spurgt ind til situationen i Nordkorea, hvor han understregede, at USA bliver nødt til at finde en måde at stoppe lederen Kim Jong-uns atomoprustning.

En oplagt løsning kunne være at fjerne Kim Jong-un fra magten, lød forslaget.

»Jeg er sikker på, at det nordkoreanske folk er dejlige mennesker, der ville elske at se ham forsvinde,« sagde Mike Pompeo ifølge CNN.

Dén udtalelse har tilsyneladende fundet vej ind i det lukkede Nordkorea og skabt en særdeles skarp reaktion.

En talsmand fra landets udenrigsministerium henviser til, at Nordkorea tidligere har advaret andre lande om at true landets suverænitet.

Svaret vil falde prompte i form af atomvåben, lyder det.

»Hvis USA skulle vove at gøre bare det mindste forsøg på at fjerne vores suveræne leder, vil vi ramme nådesløst i hjertet af USA med vores atom-hammer,« siger talsmanden ifølge CNN.

Udmeldingen kommer, mens Pentagon - hovedkvarteret for USA's forsvarsministerium - slår fast, at Nordkorea så tidligt som til næste år kan have et interkontinentalt ballistisk missil, der er i stand til at transportere atomvåben, klar.

Dermed kan Nordkorea muligvis ramme USA med et missil to år før den tidligere prognose.

»Nordkoreas seneste test af et interkontinentalt ballistisk missil og dens indflydelse på vores vurdering understreger den trussel, som Nordkoreas atomprogram udgør for USA og for vores allierede i regionen og i hele verden. Efterretningsvæsenet følger nøje den voksende trussel fra Nordkorea«, udtaler Scott Bray fra Office of the Director of National Intelligence (Odni), som leder de amerikanske efterretningstjenester, i en erklæring ifølge The Washington Post.

Den amerikanske præsident, Doanld Trump, har tidligere lovet at konfrontere det nordkoreanske styre og har diskuteret sagen med ledere fra Kina, Sydkorea og Japan.

Alle landene har på det kraftigste opfordret Nordkorea til at standse landets udvikling af missiler samt flertallige missiltest i løbet af det seneste år.

Artiklens emner
CIA