Filippinerne forlænger undtagelsestilstand frem til nytår

Uro hersker i det sydlige Filippinerne. Landet har lørdag forlænget undtagelsestilstand med fem måneder.

Et stort flertal i den filippinske kongres har lørdag vedtaget at forlænge undtagelsestilstanden i den sydlige del af landet frem til udgangen af 2017.

Mindanao-regionen i landet har de seneste måneder kæmpet med islamistiske krigere. De forsøger at besætte byen Marawi.

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, havde i forvejen indført en 60 dage lang militær undtagelsestilstand.

Det skete 23. maj, da omkring 600 militante jihadister indtog Marawi. Forinden havde regeringsstyrker forsøgt at anholde en lokal leder af Islamisk Stat.

Præsidentens undtagelsestilstand udløber lørdag.

Han havde derfor anmodet parlamentet om at forlænge den med yderligere fem måneder frem til 31. december.

I Senatet stemte 16 medlemmer for, mens fire stemte imod. Og i Repræsentanternes Hus var 245 enige med præsidenten, mens 14 var imod.

/ritzau/dpa

Andre læser

Mest læste

Del artiklen