Prominent nordkoreansk afhopper er vendt hjem og optræder i »propagandavideo«: »Jeg blev lokket af en fantasi«
Sydkorea undersøger, om den kendte tv-personlighed kan være blevet kidnappet.
Navnet er ændret, men personen ligner umiskendeligt Lim Ji-hyun, der har vakt stor opsigt med sin flugt fra Nord- til Sydkorea.
I en netop offentliggjort video bliver hun interviewet af en anden prominent afhopper, Kim Man-bok, der siden er returneret til Nordkorea.
Det betyder med andre rod, at Lim Ji-huyn tilsyneladende er vendt tilbage til hjemlandet, hvilket bliver bekræftet af de sydkoreanske myndigheder.
Landets efterretningstjeneste vil nu undersøge, om hun kan være blevet kidnappet tilbage til Nordkorea.
I videoen forklarer damen - der præsenterer sig som Jaon Hye-Sung - at hun blev lokket til Sydkorea på grund af en »fantasi« om at »hun kunne spise godt og tjene en masse penge«, skriver BBC.
»Jeg følte mig meget alene i Sydkorea og savnede mine forældre,« siger hun.
Lim Ji-hyun flygtede til Sydkorea i 2014 og blev hurtigt en populær tv-personlighed, der både optrådte i reality- og talkshows.
I det seneste interview siger hun imidlertid, at hun blev opfordret til at miskreditere Nordkorea i flere tv-programmer.
Samtidig mener hun, at alt i Sydkorea handler om penge, ligesom hun aldrig kom til at føle sig tilpas.
Tidligere har hun ellers jublet over at være endt i Sydkorea - senest i april, da hun takkede sine fans for fødselsdagshilsnerne ved at skrive, at hun »muligvis havde haft den bedste fødselsdag« i sit liv.
Ifølge tal fra de sydkoreanske myndigheder er titusinder af nordkoreanere flygtet til landet i løbet af de seneste ti år.
Omkring 25 er vendt retur til Nordkorea siden 2012, oplyser det ansvarlige sydkoreanske ministerium til BBC.