Fortsæt til indhold
Asien

Medie: Otte dræbt i angreb på Nato-køretøjer i Kabul

Ifølge lokale myndigheder er 8 civile dræbt og mindst 28 personer såret.

Tidligt onsdag morgen lød der en stor eksplosion i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Det skete ifølge øjenvidner i et område nær den amerikanske ambassade, skriver Reuters.

Eksplosionen skyldes angiveligt et selvmordsangreb rettet mod en konvoj af pansrede køretøjer tilhørende Nato-koalitionen.

Angrebet skete i myldretiden i et af Kabuls travleste områder, og ifølge lokale myndigheder er 8 civile dræbt og mindst 28 personer såret, rapporterer Reuters.

Køretøjerne er af typen MRAP (Mine Resistant Ambush Protected), der er særligt armeret til at modstå eksplosioner fra miner. Vidner oplyser, at der er relativt små skader på køretøjerne. Derudover skal angrebet dog have skadet og ødelagt en række civile køretøjer i nærheden.

Der er endnu ingen forlydender om, om nogen udenlandske tropper er blevet skadet i angrebet, ligesom endnu ingen har taget ansvar for angrebet.

Angrebet sker efter, at Taliban i sidste uge udsendte sit forårsoffensiv, hvor bevægelsen bebudede, at man i foråret ville have særlig fokus på at slå ned på udenlandske grupperinger. Ifølge meddelelsen vil Taliban både benytte sig af konventionelle angreb og føre guerillakrig.

Kabul har i år været centrum for flere opsigtsvækkende bombeangreb.

I begyndelsen af marts mistede 30 mennesker livet, da oprørere forklædt som læger angreb et hospital i byen. Ugen forinden blev 16 mennesker dræbt, da Taliban-krigere udførte to selvmordsangreb mod kontrolposter i Kabul.