USA har smidt en kæmpebombe mod IS i Afghanistan
USA's største ikke-nukleare bombe er kastet ned over huler i Afghanistan. Islamisk Stat er målet, siger USA.
For første gang har USA anvendt sin største ikke-nukleare bombe i kamp. Det er sket i Nangahar-provinsen i det østlige Afghanistan torsdag, oplyser Pentagon.
Målet var et system af tunneler og huler, hvor medlemmer af Islamisk Stat menes at opholde sig, oplyser talsmanden for Det Hvide Hus, Sean Spicer, på sin daglige pressekonference.
- Vi rettede angrebet mod et system af tunneler og huler, som Isis-krigere brugte til at bevæge sig rundt, siger Spicer med brug af en forkortelse for Islamisk Stat.
USA's præsident, Donald Trump, betegner angrebet som en "meget, meget vellykket mission".
- Vi er meget, meget stolte af vores militær. Det var en meget vellykket begivenhed, siger Trump på et pressemøde torsdag aften dansk tid.
På spørgsmålet om, hvorvidt han selv gav grønt lys for angrebet, svarer præsidenten ikke direkte. Han konstaterer blot, at "alle ved, hvad der skete".
- Vi har givet dem (USA's militær, red.) fuld autorisation.
Området, der ligger ved grænsen til Pakistan, er bjergrigt og svært fremkommeligt, rapporterer tv-stationen CNN.
Bomben, der er af typen GBU-43, har en sprængkraft svarende til 11 ton TNT.
Det er den kraftigste bombe i USA's arsenal bortset fra atomvåben.
USA's militær oplyser, at det er første gang, at denne type bombe anvendes i kamp. Den går også under navnet "alle bombers moder", oplyser det amerikanske militær.
Luftangrebet skete klokken 19.32 lokal tid, som er klokken 17.02 dansk tid.
USA's militær er nu i gang med at vurdere de skader, der er sket som følge af angrebet, meddeler CNN.
Det var general John Nicholson, der leder de amerikanske styrker i Afghanistan, som godkendte brugen af den meget kraftige bombe, siger kilder til tv-stationen.
Bomben blev kastet ned over målet i Afghanistan fra et fly af typen MC-130, oplyser en talsmand for Pentagon, som er det amerikanske forsvarsministerium.
Kæmpebomben vejer lidt over ti ton. Den blev oprindeligt udviklet i 2002 og testet i 2003, samme år som USA gik i krig mod Irak.