Beskyttelsesmur kraftigt forsinket i Japan
Kun 22 pct. af de planlagte beskyttelsesmure står færdige seks år efter den voldsomme tsunami.
Bølgen bryder ind over muren, og skyller flere store fiskerbåde ind mellem husene. Bilerne triller rundt, som var de lavet af plastic, og efter kort tid giver det første hus efter.
Det var voldsomme scener, der for præcis seks år siden blev vist på tv-skærme verden over. Det fjerdekraftigste jordskælv nogensinde målt, havde epicenter 70 kilometer ud for Japans østlige kyst, og sende 10 meter høje bølger ind mod land.
I alt mistede 16.000 mennesker livet, og det var blandet andet medvirkende til, at regeringen besluttede at opføre 405 kilometer beskyttende mure udvalgte steder langs den japanske østkyst. Murene skulle efter planen have stået klar sidste år, men endnu er kun 22 pct. færdiggjort.
Det skriver Japan Times, der citerer en embedsmænd for at sige, at forsinkelsen i høj grad skal tilskrives de lokale selv. Mange steder ønsker beboerne nemlig ikke, at en høj mur skal fratage dem udsigten over vandet.
»Det tog lang tid at skabe konsensus med de lokale beboere, så vi kunne balancere katastrofeforebyggelsen med hensynet til landskabet,« lød det fra embedsmanden i Iwate-præfekturet.
Holder myndighedernes reviderede tidsplan står alle 405 kilometer mur klar, når japanerne markerer ti års dagen for tsunamien i marts 2021.