Kraftig tyfon hærger Filippinerne midt i julefejring: Mindst fire døde
Tyfonen Nock-Ten ramte Fillipinerne søndag aften og hærger stadig landet. Op til en million mennesker bliver fordrevet fra deres hjem det kommende døgn, vurderer internationale Red Barnet ifølge BBC.
Sent på aftenen første juledag blev det østlige Filippinerne ramt af den kraftige tyfon Nock-Ten.
I løbet af mandagen er den fortsat med at hærge landet med kraftige vindstød og regn, og den har retning mod landets tætbefolkede hovedstad, Manila.
Mindst fire er omkommet og hundredtusinder har indtil videre måttet flygte fra deres hjem, oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AP.
Et af tyfonens ofre døde, da han blev ramt af et væltende træ, mens to andre omkom, da de blev skyllet væk af en pludselig oversvømmelse.
Tyfonen ramte det katolske land midt i julefejringen, og af den grund har det været særligt svært at evakuere borgere i fare, fortæller en talsmand til AP:
»Nogle borgere nægtede at forlade deres hjem, selv da jeg advarede dem om, at de risikerer dødsstraf,« siger Cedric Daep, en katastrofe-redningsmand fra provinsen Albay.
I denne provins blev mere end 150.000 fordrevet fra deres hjem, og butikker blev bedt om at lukke tidligt i et forsøg på at afholde folk fra at gå udenfor.
Men folk fortsatte ifølge talsmanden med at færdes på gaden og køre i biler, mens tyfonen rasede.
»Vi advarede dem, men vi kan ikke kontrollere deres tanker,« siger Cedric Daep.
Nock-Ten har indtil videre forårsaget strømafbrydelser i fem provinser og fortsætter med at bevæge sig mod vest med vindstød på op til 215 km/t, skriver AP.
Mindst en million mennesker vil i løbet af det kommende døgn blive fordrevet fra deres hjem, vurderer internationale Red Barnet ifølge BBC.
»En stor procentdel af befolkningen lever stadig i letnedbrydelige træhytter,« forklarer foreningens filippinske direktør, Ned Olney.
BBC har talt med et af tyfonens vidner, den 20-årige filippinske kvinde, Erna Angela Pintor.
Hun fortæller, at tyfonen flåede hele taget af hendes hus i byen Ligao. Efterfølgende blev hjemmet ramt af en kraftig oversvømmelse.
»Dette er en trist jul for os alle. Ingen i familien døde, men mange af vores naboers hjem blev skyllet væk,« siger hun til BBC.
Tyfoner er ikke ualmindelige på Filippinerne, som i gennemsnit rammes af 20 tyfoner årligt.
Nock-Ten er én af de kraftigste tyfoner, der har ramt landet siden 2014, hvor tyfonen Haiyan var skyld i, at 7300 personer døde eller forsvandt og over fem mio. mennesker måtte evakueres.