Fortsæt til indhold
Asien

Amatørefterforsker finder mulige MH370-vragdele: Udbrød der brand i flyet?

Fund af vragdel åbner teorien om, at en brand ødelagde MH370's styresystem.

Mens eftersøgningen af vragdele fra det forsvundne Malaysian Airlines MH370-fly officielt indstilles i december, vil én mand utrætteligt fortsætte jagten på et svar.

Svar på hvorfor flyet styrtede ned, og hvor det og de 239 ombordværende endte deres dage.

Det sidste år har den amerikanske advokat Blaine Gibson således finkæmmet strande i Malaysia, på Mauritius, Maldiverne, Mozambique og senest Madagaskar, hvor han for nylig har fundet fem mulige vragdele fra flyet, der forsvandt den 8. marts 2014 på sin vej fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina.

Hvorvidt, de kommer fra MH370, er endnu ikke bekræftet, men to af delene ser ud til at stamme fra cockpitgulvet i en Boeing 777 - MH370-flytypen - og er efter alt at dømme brandskadet.

»Hvis de viser sig at stamme fra Malaysia 370, og hvis man opdager, at branden brød ud, før styrtet, er det en ”game changer”, som kan være med til at udpege årsagen til flyets forsvinden,« siger Blaine Gibson til den australske tv-kanal ABC News.

Han var mandag draget til Australien for at overdrage de fundne vragrester til det australske transportsikkerhedsbureau, Australian Transport Safety Bureau (ATSB), som koordinerer efterforskningen på Malaysias vegne.

Advokaten Blaine Gibson har sat sig for at finde resterne fra MH370-flyet for at finde ud af, hvad der skete med de 239 ombordværende. Foto: Joshua Paul

Ifølge The Telegraph vurderer analytikere, at hvis vragdelene vitterligt stammer fra MH370, kan det tyde på, at en brand ødelagde flyets styresystem. I så fald har piloterne ikke kunnet kontrollere flyet. Branden kan dog også være opstået, da maskinen ramte havet.

Det er langt fra første gang, at Blaine Gibson finder rester fra det forulykkede fly, og i juni fandt han, hvad der formodes at være personlige ejendele fra flypassagererne, ved Madagaskar.

De malaysiske myndigheder har endnu ikke hentet disse personlige effekter, og pårørende til passagererne i MH370 har kritiseret landet for mangelfuld efterforskning i sagen.

Teorierne om flyets skæbne har været talrige.

Passagerflyet forsvandt fra radaren, kort efter at det havde ændret kurs uden forklaring.

Flere eksperter har vurderet, at flyet styrtdykkede efter at være løbet tør for brændsel og ramte havoverfladen med så meget kraft, at samtlige 239 passagerer omkom med det samme.

De malaysiske myndigheder har fortalt, at man mistede kontakten med flyet, efter at det fløj ud af malaysisk luftrum, hvor kommunikationsudstyret i flyet blev slukket, og flyet ændrede kurs.

Ifølge en hemmeligstemplet rapport, lavet af de amerikanske efterretningstjenester FBI og National Intelligence ændrede nogen flyets kurs, og styrtet skulle således ligeledes være en bevidst handling.