Fortsæt til indhold
Asien

Den filippinske præsident Rodrigo Duterte om ambassadør: »Den søn af en luder pissede mig af«

Amerikanerne indkaldte en filippinsk diplomat til kammeratlig samtale efter hårde ord fra præsidenten.

Søn af en luder.

Det er et udtryk, som den kontroversielle filippinske præsident, Rodrigo Duterte, tilsyneladende er glad for at bruge. Således har narkokriminelle, som han i øvrigt opfordrer folk til at dræbe, fået betegnelsen.

Selv paven har han tidligere kaldt afkom af en prostitueret, og nu er turen kommet til den amerikanske ambassadør i landet.

Philip Goldberg ytrede sig under den netop overståede valgkamp kritisk om en af Dutertes mange kontroversielle udtalelser.

Den daværende præsidentkandidat omtalte voldtægten af og mordet på en australsk kvinde under et fængselsoprør i 1989, da Duterte var borgmester, og sagde:

»Jeg var vred over, at hun blev voldtaget, det var én ting. Men hun var så smuk, at jeg mener, at borgmesteren burde have været den første. Sikke et spild.«

Kommentaren afstedkom kritik fra flere sider, bl.a. fra den amerikanske ambassadør og den australske ditto, men Duterte afviste i sidste ende at undskylde, og fredag langede han ud efter Philip Goldberg på tv.

»Som I ved, er jeg uvenner med (udenrigsminister John Kerrys) ambassadør. Hans bøsseambassadør, den søn af en luder, pissede mig af,« sagde han ifølge The Guardian og fortsatte:

»Han blandede sig under valgkampen med udtalelser her og der. Det skulle han ikke have gjort.«

Dutertes ord fik efterfølgende det amerikanske udenrigsministerium til at indkalde den filippinske charge d’affaires til en kammeratlig samtale for at få en forklaring på, hvorfor Duterte sagde, som han gjorde.

Fra filippinsk side har det dog lydt, at mødet handlede om relationen mellem USA og Filippinerne generelt.