Billedgalleri: Dræbt fotojournalist var blandt verdens bedste

Dræbt fotojournalist skrev om en anden dræbt journalist i sin sidste Twitter-besked.

“Anja Niedringhaus fortjener at blive husket som en af de bedste fotojournalister i de seneste to årtier.”

Sådan siger AFP-fotografen Odd Andersen til The Guardian om sin kollega, der blev skuddræbt i Afghanistan tidligere i dag, fredag, mens hun dækkede det afghanske valg.

Den nu afdøde tyske krigsfotograf, Anja Niedringhaus, levede det meste af sit 48 år  lange liv uden for Tysklands grænser. For det meste i hærgede og farlige konfliktzoner som Irak, Kuwait, Israel, Libyen, Pakistan, det tidligere Jugoslavien og Afghanistan, som altså blev hendes sidste opgave.

Avisbranchen fik tidligt øje på Anja Niedringhaus' talent. Allerede som 16-årig fik hun job ved en lokalavis i hjembyen Höxter, og fem år senere begyndte hun at skrive og fotografere for den tyske avis Göttinger Tageblatt, hvor hun betragtede historiske begivenheder gennem sin kameralinse og blandt andet dækkede Murens fald i Berlin.

Mere glæde, mindre blod

Mange kollegaer nævner hende som en verdens bedste krigsfotografer. En fotograf, der kiggede væk fra kuglerne og røgen og i stedet portrætterede den hverdagsagtige side af krigene og konflikterne. 

For selvom hun også fangede de grimme og grusomme sider, var hun mere optaget af, hvad der skete rundt om. Går man i arkiverne, ser man, hvordan Niedringshaus' billeder adskiller sig fra de typiske krigsfotos. Man finder ikke meget blod og ødelæggelse – oftere glæde og optimisme.

Billeder, der efter en kollegas mening afspejlede fotografens eget sind.

”Anja ejede ikke skyggen af kynisme, og hun havde en smittende latter, man ikke kunne undgå at blive rørt af,” siger Odd Andersen.

Skrev om afdød kollega

I 2005 vandt Anja Niedringshaus Pulitzerprisen - måske den største hæder, man kan få som pressefotograf – for sin dækning af Irak-krigen.

Men hendes karriere var ikke kun krig. Hun dækkede også store sportsbegivenheder, hvor hun forevigede alt fra atletikstævner til tennisturneringer.

Tre pressefolk er blevet dræbt i Afghanistan inden for den sidste måned.

Paradoksalt nok omhandlede det sidste, Anja Niedringhaus’ skrev på sin Twitter-profil, den dræbte afghanske journalist Sardar Ahmad.

"A heartful tribute: A Reporter Clutches Life After a Loss That Hits Home," skrev hun to dage inden sin død og linkede til en artikel på New York Times.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen