Iran fortsat afvisende i atomstrid
Det kom ikke til noget gennembrud lørdag, da iranske, europæiske og amerikanske repræsentanter mødtes i Geneve i et forsøg på at løse striden om Irans atomprogram ad diplomatisk vej.
Parterne blev enige om at genoptage forhandlingerne igen om to uger.
- Vi har ikke fået noget klart svar, sagde EU's udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, på et pressemøde efter afslutningen af mødet mellem Iran og de seks lande, der forsøger at nå frem til en aftale med iranerne.
- Vi fik ikke noget "ja" eller "nej", men vi håber, at det kommer snart, fortsatte Solana.
EU's repræsentant sagde, at han var blevet enig om at snakke med den iranske chefforhandler, Saeed Jalili, om to uger. Dette ville ske enten telefonisk eller ved et personligt møde.
Den såkaldte "P5 plus 1"-gruppe bestående af USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Rusland og Tyskland har tilbudt Iran en række tiltag, hvis landet indstiller sin berigelse af uran.