Kina og kommunismen

Kinas Kommunistparti fylder 87 i år. Men er Kina stadig kommunistisk? Allerede i 2002 gav den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sit svar.

»Jeg synes ikke, Kina er kommunistisk målt ud fra en sovjetisk synsvinkel,« sagde han og tilføjede:



»Om 10 år vil Kina efter de markante forandringer, som det allerede har gennemgået, være meget forskelligt fra det Kina, som vi ser i dag.«



Det er det svært at være uenig i. Så lad os se på kendsgerningerne. Kina er stadig kontrolleret af Kommunistpartiet, og provinserne har deres egne regeringer, der er kontrolleret af partimedlemmer. Men i økonomisk henseende har Kina ændret sig markant. Maos røde bannere er stadig synlige. Men kommunismen i traditionel forstand er kollapset.



Økonomien bevæger sig hastigt ud af statens kontrol. Der er en helt ny åbenhed, både internt og udadtil. Det er en konsekvens af, at Kinas ledere efter Mao har sat kurs mod kapitalismen, og det er en følge af den modernisering af det kinesiske samfund, som Deng Xiaoping, Jiang Zemin og nu Hu Jintao har stået faddere til.



Kina kan ikke skrue tiden tilbage, og det kommer næppe som noget chok for Kommunistpartiet. Ganske vist er der stadig mange kinesere, der ærer Maos minde, uanset at hans ”store spring fremad” kostede millioner af kinesere livet. Men intet nok så totalitært regime kan komme uskadt ud af en økonomisk demokratisering som den, Kina gennemgår, og det vil være på grænsen til injurier at hævde, at Kinas nuværende ledere ikke har set i øjnene, at der er store problemer forude for den kinesiske étpartistat.



Det er ikke dissidenter og revolutionære kræfter, der ændrer Kina. Det er et pragmatisk styre, som favner både Marx og McDonald's. Sagt med en vittighed, der florerer blandt kinesiske intellektuelle: »Under kommunistpartiets lederskab går vi fra socialisme til kapitalisme.«





Mao skabte et abnormt samfund, som han kunne styre, fordi han isolerede det fra omverdenen. Hans efterfølgere har skabt et moderne og åbent samfund. Det er sket uden grundlæggende at ændre Maos principper. Det er stadig partiet, der styrer, og folket, der adlyder. Men indsatsen ved det verdensøkonomiske spillebord er kommunismen, som i takt med Kinas åbning og voksende velstand vil blive tabt.



De kinesiske lederes aktuelle styrke og garantien for, at Kommunistpartiet ikke lige med det samme vil miste magten, er, at de har bevist, at lige så lidt som der er belæg for, at demokrati og økonomisk udvikling går hånd i hånd, lige så lidt kan det påvises, at manglende demokrati og økonomisk vækst skulle være modsætninger. Realiteterne er formentlig, at Kinas udvikling ikke kunne være gennemført uden det stærke statsapparat, som Kommunistpartiet repræsenterer.



Men det turde stå klart, at den kinesiske befolkning, som i disse år kigger mere på pengepungen end på de demokratiske principper, på et eller andet tidspunkt vil ønske at frigøre sig fra statens og partiets kontrol.



Den økonomiske tyngdelov vil også ramme det kommunistiske Kina.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen