Nordkorea vil gøre sig klar til at genoptage lydkrig
Sydkorea og Nordkorea lagde sidste år en gammel lydkrig i graven. Nu gør Nordkorea klar til at genoptage den.
Nordkorea vil inden for få dage gøre højttalere langs landets grænse til Sydkorea klar til brug.
Det siger Kim Yo-jong, der er søster til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i en udtalelse torsdag lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
»Vores nye modforanstaltninger vil være klar til indsættelse langs hele den sydlige grænse, og højttalerne rettet mod Sydkorea vil stå klar inden for få dage,« skriver hun.
Kim advarer samtidig Nordkoreas sydlige nabo om, at landet vil stå over for »den mest forfærdelige og foruroligende situation«, hvis det fortsætter med det, hun betegner som indblanding.
Truslerne om igen at gøre brug af højttalerne, der tidligere har afspillet propaganda ind over grænsen til Sydkorea, risikerer at sætte Sydkoreas præsident Lee Jae-myungs fremskridt med at mindske spændingerne mellem de to lande over styr, skriver Reuters.
Lee blev valgt som præsident i juni sidste år og har sidenhen forsøgt at forbedre forholdet til Nordkorea.
Det er beskyldninger, der er blevet fremsat efter en eksplosion i den demilitariserede zone (DMZ) i september, der er årsag til klargøringen af højttalerne, fremgår det i udtalelsen fra Kim.
DMZ er et fire kilometer bredt og stærkt mineret område, der adskiller de to lande.
Eksplosionen skete på den sydkoreanske side af grænsen og sårede tre sydkoreanske soldater. Sydkorea har hævdet, at eksplosionen var forårsaget af en sydkoreansk mine. Det har Nordkorea afvist.
Nordkorea vil fortsætte med at udlægge miner på sin side af grænsen, lyder det torsdag fra Kim.
Nordkorea og Sydkorea har i flere årtier provokeret hinanden ved at sende propagandaudsendelser ind over grænseområdet.
Men lydkrigen er med års mellemrum blevet lagt i graven.
Det skete senest i juni sidste år, hvor både Sydkorea og Nordkorea slukkede for højttalerne.
Få måneder efter begyndte Sydkorea desuden at nedtage højttalere på sin side af grænsen.
Der var umiddelbart efter meldinger om, at Nordkorea var begyndt at gøre det samme. Meldingerne blev efter kort tid afvist af Kim Yo-jong.
De to lande indgik efter Koreakrigen i 1953 en aftale om våbenhvile. En fredstraktat er dog aldrig indgået.