Fortsæt til indhold
Asien

Fængselsdom til mediemogul i Hongkong udløser international vrede

Amerikansk senator mener, at Jimmy Lais forbrydelse består i, at han nægtede at sprede kinesisk propaganda.

/ritzau/

En dom mandag på 20 års fængsel til den prodemokratiske mediemogul Jimmy Lai i Hongkong vækker store følelser.

Mens flere internationale menneskerettighedsorganisationer og politikere kritiserer dommen, så bliver den mødt med tilfredshed af Hongkongs politiske leder, John Lee.

- Jimmy Lais forbrydelser er afskyelige og onde i ekstrem grad.

- Hans hårde dom på 20 års fængsel demonstrerer retsstatens principper, opretholder retfærdigheden og er dybt tilfredsstillende, siger John Lee ifølge nyhedsbureauet AFP i en udtalelse.

Den 78-årige Jimmy Lai er grundlægger af det nu lukkede medie Apple Daily, som var kritisk over for den kinesiske regering.

Mediet støttede den prodemokratiske bevægelse, som førte til store demonstrationer i Hongkong i 2019 og 2020.

Den amerikanske senator Rick Scott mener, at Jimmy Lais forbrydelse består i, at han har nægtet at sprede politisk propaganda for Kinas præsident, Xi Jinping, og det kommunistiske parti.

Det skriver den republikanske senator fra Florida på det sociale medie X.

- Vi vil ikke glemme, hvad Xi og hans bøller har gjort mod Jimmy og så mange andre politiske fanger. Nok er nok!

- Verden ser med, og vi kender sandheden: Jimmy Lai er uskyldig, og han burde være hjemme hos sin familie i aften - ikke i hænderne på Xis bølleagtige regime, skriver Rick Scott.

Jimmy Lais forsvarsadvokat Caoilfhionn Gallagher opfordrer ifølge Reuters politiske ledere fra hele verden til at kræve Lais løsladelse.

- At idømme Jimmy Lai - som allerede er 78 år - to årtier bag tremmer, er en hån mod retfærdigheden og kulminationen på mere end fem års ondsindet retsforfølgelse mod en modig, ældre britisk statsborger og samvittighedsfange.

- Nu hvor denne skueproces endelig er slut, opfordrer vi verdens ledere til at tale med én stemme og kræve, at Kina løslader Jimmy Lai, siger Caoilfhionn Gallagher.

Storbritanniens udenrigsminister, Yvette Cooper, vil hurtigt tage kontakt til Kina. Det oplyser Cooper i en udtalelse ifølge Reuters.

- Efter dagens dom vil vi hurtigt genoptage dialogen omkring hr. Lais sag.

- Vi står sammen med Hongkongs folk, siger Cooper.

Human Rights Watch kalder mandagens fængselsdom til Lai for ”en dødsdom”, skriver AFP.

Amnesty International mener, at dommen er ”endnu en dyster milepæl i Hongkongs forvandling fra en by styret af retsstatsprincippet til en by styret af frygt”.