Fortsæt til indhold
Asien

Voldsom regn koster mindst 44 mennesker livet i Beijing

Siden sidste uge har store regnmængder hærget Beijing og forårsaget oversvømmelser.

/ritzau/

Myndigheder i Beijing siger, at 44 mennesker er døde, og mindst ni savnes efter voldsomt regnvejr og oversvømmelser.

Det skriver nyhedsbureauet AFP torsdag.

Siden sidste uge har kraftig regn præget den kinesiske hovedstad og områderne omkring.

- Ved middag 31. juli var omkring 44 mennesker døde, og ni savnes stadig som følge af katastroferne på tværs af Beijing, siger Xia Linmao, som er viceborgmester i Beijing.

Det nordlige Kina har de senere år oplevet rekordstore nedbørsmængder, hvilket har øget risikoen for oversvømmelser i regionens mange tætbefolkede storbyer.

En topembedsmand i Beijing har erkendt, at der har været problemer med byens beredskab.

- Der var huller i vores planer, siger Yu Weiguo, som er leder i Kinas Kommunistiske Parti i det hårdt ramte distrikt Miyun, ved et pressemøde.

- Denne tragiske lære er en advarsel om, at vi skal sætte folk først, sætte menneskeliv først - og at det er mere end et slagord, fortsætter Yu Weiguo.