Forbrugsfest skal sætte gang i Kinas økonomi
Kinas politiske sæson er skudt i gang med åbningen af de ugelange konferencer kendt som "de to sessioner".
Rammerne er lagt på forhånd, og store dele af verden følger intenst med i, hvordan de fyldes ud, når Kinas lovgivende og rådgivende organer som sædvanlig samles i begyndelsen af marts for at kigge både fremad og tilbage.
”De to sessioner” er Kinas parlamentariske forsamlinger, der samler omkring 5.000 delegerede i en uges tid i og omkring Folkets Store Hal i Beijing. NPC (National People’s Congress) er Kinas svar på et parlament – og i den forstand verdens største med cirka 3.000 delegerede. CPPCC (Chinese People’s Political Consultative Conference) er et rådgivende organ.
Køreplanen ligger normalt klar og fokuserer som regel især på nationale emner. Men den hæsblæsende internationale udvikling udsprunget af de nye vinde i Washington giver årets samling en uventet og ny dimension.